Enkel butternut squash suppe

I modsætning til andre græskartyper, er butternut squashen ekstremt alsidig. Jeg bruger den selv gerne pandestegt enten i skiver eller tern som tilbehør til stegt kylling, som smags- og farvegiver i risotto eller som her i en nem og nærende suppe.

Fordi butternut squashen kan bruges til så mange ting, er den perfekt  et hjem, hvor man laver mad til halvanden: Det er realistisk, man får den spist op og ikke står tilbage med mad- og pengespild, fordi man har vovet at købe noget andet end løg, gulerødder og kartofler.

Butternut squash kan godt smage lidt sødt. Derfor er det for mig vigtigt, at den matches med en elle flere lidt stærke ingredienser såsom hvidløg, sort peber eller cayennepeber. Ellers kan den godt efterlade et lidt dessertagtigt indtryk på tungen.

Den her suppe er meget enkel og derfor efter min mening perfekt.

Jo enklere tingene er, des vigtigere bliver det, at de ting, man putter i, er gode. Den manglende kvalitet slår tydeligere igennem, des enklere en ret er. Brug derfor en så god hønsebouillon, som du kan få fingre i – det betaler sig.

Denne suppe er fotograferet med kyllingekødstykker. Men suppen smager også godt med hjemmelavede kødboller.

Hvis du laver den her suppe til en enkelt person, vil jeg foreslå, du rister to skiver toastbrød, smører dem med et tyndt lag smør og drysser brødet med lidt hvidløgspulver og rigeligt med tørret persille. Du kan godt tillade dig at tage smørpakken frem, da selve suppen jo kun indeholder en spiseskefuld vegetabilsk olie.  Hvis du tænder ovnen og tilbereder et helt hvidløgsflute, ender du med at spise et helt hvidløgsflute, og det behøver du næppe – et par skriver toastbrød er alt rigeligt, da suppen mætter godt.

Butternut squash suppe smager også godt med frisk tallerkensmækker, der har en lidt krydret-grøn smag.

Det skal du bruge:

En halv butternut squash
En spiseskefuld vegetabilsk olie
To fed hvidløg
En teskefuld fintrevet frisk ingefær
En knivspids cayennepeber
En hønsebouillonterning
4 – 5 deciliter vand

Sådan gør du:

Skæl butternut squashen og skær den i firkanter på cirka 1  x 1 centimter.
Sæt en tykbundet gryde på højeste blus og hæld olien i.
Brun butternut squash-stykkerne til de er let brunede på de fleste af siderne.
Pil hvidløget og hak det groft. Tilsæt det butternut squash-stykkerne. Rør hyppigt rundt – det er vigtigt, at hvidløget ikke branker.
Riv ingefæren fint og tilsæt den.
Drys en knivspids cayennepeber samt en grofthakket bouillonterning i gryden. Rør rundt og tilsæt vandet. Skru ned på laveste blus og kog i cirka 15 minutter, eller indtil butternut squash-stykkerne er så møre, du kan klemme dem i stykker med grydeskeen.
Blend suppen med en stavblender (eller mos den gennem en si).
Tilsæt kødboller eller rester af kogt eller stegt hønsekød og varm det forsigtigt igennem. Det skal ikke koge efter det er blevet blendet.

Smag til med en smule peber og server med flute eller brød med hvidløg eller persille. Smager også godt med et drys frisk tallerkensmækker.

Her kan du se et billede af de ingredienser, du skal bruge til suppen:

Husk nu at forkæle dig selv – med friske krydderurter

Friske krydderurter giver nemt og hurtigt et pift til ens dagligdags retter og mellemmadder. Desuden pynter de fint i vindueskarmen.

Selvom de fleste urter er etårige planter, kan man med lidt pleje få dem til at yde mere end en portion. Det gælder f.eks. basilikum, som vokser fint videre, hvis man sørger for at plukke blade fra den fra siderne – og altså ikke de nye skud oppe i toppen af planten.

At mange af os er helt med på, at krydderurter er en lækker ting, kan man se i dagligvarebutikkernes udbud: Selv discountsupermarkederne har typisk frisk basilikum, persille, purløg og dild på hylderne. Dertil kommer, at man ofte kan få afskårne krydderurter som koriander, rosmarin, mynte og timian i små plastikbeholdere eller poser. Det er alt sammen så fint og lækkert, og der skal ikke lyde andet end jublende hurraråb her fra for det.

Men krydderurter er selvfølgelig meget mere end det, man lige ser på hylderne. Især er jeg blevet vild med blomsterkarse, der også går under navnet tallerkensmækker.

Blomsterkarse smager ret krydret, lidt ligesom karse, men smagen er mere subtil. Og så er jeg helt betaget af de store, nærmest åkandelignende blade, der får små hvide prikker. Når man prøver at udvide sin krydderurtehorisont og skal prøve kræfter med nye sorter, er blomsterkarse et oplagt sted at begynde.

Ud over at smage grønt-krydret, så er blomsterkarse – som navnet også antyder – smukt blomstrende. Den får en enten gule, orange eller smukt røde blomster, der pynter noget så gevaldigt i vindueskarmen. Blomsterne er spiselige, så de kan også pynte i en salat (den lidt krydrede smag gør, jeg ikke synes, de passer på kage – men det er en smagssag).

A pro pos vindueskarmen: Skallesmækker er en drøj plante, der er nem at få til at vokse (og holde, hvis man køber den som plante). Ligesom med karse, skal frøene først ligge i blød i lunkent vand i et døgns tid, inden man planter dem. Men de skal endelig ikke have særlig næringsrig eller mysti-fystisk gødet jord. En altankasse, jævnlig vanding og godt med lys, så er tallerkensmækkeren tilfreds. Det er en etårig plante, så den skal sås på ny, hvert forår. Den er god at plante med små børn, fordi den er taknemmelig at få til at gro og fordi det både er ufarligt at spise blade, stængler og blomster fra planten.

På billedet her er blomsterkarsen brugt som pep på en helt almindelig mellemmad: Brødet er en øko rugklemme fra Aldi med frisk chili, hjemmelavet aïoli, godt med salt og peber og – ja, rigeligt med tallerkensmækkerblade.

Blomsterkarse vil også smage godt på en ristet rugbrødsmad med kogte, nye altankartofler eller som pynt og smagsgiver på en æggekage.

Pandestegt torsk med aioli og nye kartofler

Jeg synes, at fisk er for dyrt. Derfor må jeg indrømme, vi ikke spiser det så ofte, som vi burde.

Med “burde” mener jeg såmænd bare, at det smager rigtig godt (ingen løftede pegefingre her). Især når det er tilberedt rigtigt. Og det er meget nemt og hurtigt at tilberede fisk – især på panden.

Generelt kan man sige med fisk, der ikke er paneret, at det skal på en meget varm slip-let-pande og så stå og få stegeskorpe, før man begynder at pille ved det. Hvis man rykker rundt på fisken på panden, inden den har fået stegeskorpe, går den i stykker.

Jeg kan godt få fedt-fnidder. Det vil sige, at jeg forsøger at spare på fedtet i situationer, hvor det er tosset. Det skete i dag, hvor jeg stegte vores torskeloins. Med lidt mere fedt på panden var mit torskestykke ikke smuldret, som det gjorde, da jeg vendte det (se filmen nederst i indlægget).

Men bort set fra det, så synes jeg, man skal unde sig selv at stege fisk. Se at få det gjort. Se at få det prøvet.

Dagens fisk var på tilbud i vores lokale supermarked. Hvis man holder øje, er der faktisk jævnligt fisk på tilbud. Den letteste fisk at stege er laks med skind på. Det er super let at få perfekt sprødt skind og saftigt, mørt kød. Torsk er lidt sværere, ligesom andre hvide fisk. Synes jeg. Men prøv dig frem.

Ud over torsken har vi fået nye kartofler fra altanen. De er så fine, det er synd at drukne dem i sovs eller smør. Men fordi torsken er så mild i smagen, har jeg lavet aioli (hvidløgsmayonnaise) til og drysset rigeligt med hakket kruspersille hen over hele baduljen. Det er nogle smage, der taler fint og kultiveret sammen med dæmpet, men umiskendelig stemme.  En forfinet himmerigsmundfuld, der er dansk og sommer og juliaftener, som er lyse – også selvom det regner.

Når jeg laver aioli selv, skyldes det, at jeg godt kan lide, at der er styr på, hvad for nogle ingredienser, der er i hvidløgsmayonnaisen. Jeg bruger en lødig, mild, økologisk olivenolie. Det vil sige, at selvom fedtindholdet er højt, så er det godt, sundt fedt, der er i.

En anden god grund til selv at lave aiolien er, at når man alene laver en portion, så er der mindre risiko for, man kommer til at overspise: Hvis man man har et glas mayonnaise i sit køleskab, er det alt andet lige fristende (og meningen) at spise det. Her laver jeg kun lige akkurat det, vi skal bruge.

Det tager cirka 30 minutter i alt at lave hele molevitten og opskriften er til halvanden.

Det her skal du bruge:

Til torsken:

225 gram torskeloins
Et spiseskefuld stegeolie
Salt og peber

Så mange nye kartofler, I kan spise.

Et bundt kruspersille (den typiske størrelse fra discountsupermarkeder).

Til aiolien:

En æggeblomme
En halv teskefuld dijonsennep
En kvart teskefuld salt
Et halvt – et helt fed hvidløg
0,75 deciliter mild olivenolie

Sådan her gør du:

Nip persillen ned i en dyb skål koldt vand. Rør rundt, så eventuelle jordrester bliver vasket ud, og stil til side, så jordresterne synker til bunds i vandet.

Skyl de nye kartofler og sæt dem til kogning. Husk at salte kogevandet, så smager kartoflerne bedst og holder formen under kogningen.

Tag ægget ud af køleskabet.

Varm en slip let pande godt op. Dup fisken tør og krydr den på begge sider med rigeligt med peber og en smule salt.

Put æggeblommen i en lille skål med høje, rundede kanter. Tilsæt salt. Pisk æggeblommen med salt til den er hvidlig.

Tilsæt dijonsennep og pisk til det er helt fordelt i æggeblommen.

Hvis panden er super varm nu (det er den nok) så put fisken på panden med den side, der har været skind på, ned mod panden først. Det er typisk den side, hvor fisken er mørkest. Sæt en alarm til fire minutter. Behold panden på højeste blus.

Vend tilbage til din aioli: Pisk æggeblommen og hæld en tynd, tynd stråle olivenolie ned i æggeblommen, imens du piske heftigt. Det er vigtigt, at olien med det samme bliver optaget i æggeblomme-blandingen. Hvis du hælder for megen olie i ad gangen, skiller aiolien.

Når du har hældt al olien i, pisker du aiolien, til den er så fast, som du ønsker dig.

Når din alarm bipper, vender du fisken og slukker for blusset. Lad fisken stå i panden fem minutter. Derefter tager du panden af blusset og stiller til side.

Pres det halve fed hvidløg ned i aiolien og stil den til side.

Hæld vandet fra kartoflerne i et dørslag.

Tag persillen op af vandet og hak den groft.

Læg et stykke torsk på hver tallerken, nogle kartofler og en skefuld aioli. Drys med rigeligt med kruspersille.

Server med det samme.

* Se her: Der skulle have været lidt mere fedtstof på panden – så ville torsken ikke være smuldret, da jeg vendte stykke nummer to:

 

Tun ceviche med avocado- og tomatsalsa

Det er med god grund, man i snart længere tid har kunne få forskellige former for ceviche på alle mulige restaurationer. Så hvorfor ikke også få det hjemme hos dig selv?  Det er let, lækkert, nemt at lave og sundt.

Det er også min erfaring, at børn (især, hvis de i forvejen kan lide sushi) godt kan lide ceviche. Så længe man ikke lader den marinere for længe i citrussaften, er retten meget mild – hvilket understøttes af avokado– tomatblandingen eller aiolien, afhængig af, hvad man vælger at servere til. Dermed er ceviche også den perfekte ret til halvanden.

Mange serverer frisk koriander til ceviche, fordi det er sådan, man ofte får den serveret på restauranter med peruviansk inspiration. Faktisk er ceviche så stor en ting i Peru, det er blevet erklæret en det af landets kulturarv.

Ceviche – forstået som marineret rå fisk – er blevet serveret i Peru i mindst et par tusind år. Arkæologiske fund viser, at Moche-folket, der boede i kystområderne i det nordlige Peru fra cirka år 200 til år 700 spiste rå fisk marineret i saften fra banan passionsfrugt. Siden overtog inkaerne traditionen med at spise rå marineret fisk – de brugte fermenteret majsdrik til marineringen. Retten fik navnet “frisk fisk” – “Siwichi” på inkasproget, hvilket menes at være en af oprindelserne til navnet “ceviche”.

Med spaniernes indtog i Latinamerika, kom løg og citrusfrugter til kontinentet fra Nordafrika og ceviche begyndte at blive lavet med saften fra citrusfrugter.

Senest er ceviche blevet forfinet og udbredt også i de højere samfundslag i Peru af japanske indvandrere til Peru, der siden 1898 har højnet bevidstheden i landet om, at fisk – selvom de er rigelige ud for Peru kyster – ikke bare er bonde- og fiskermad, men også kan være en delikatesse.

Men for at vende tilbage til koriander: Jeg bruger ikke koriander i den her version, fordi der er mange – især børn – der ikke kan lide det og føler, at det er en krydderurt, der slet og ret smager som grøn sæbe. Men altså, den her version skulle de fleste nok kunne lide.

Det, ceviche går ud på, er dybest set, at fisken bliver tilberedt af syren i citrusfrugtsaften. Jeg bruger en baldning af citron- og limesaft, fordi jeg synes, det smager bedst. Man kan også alene bruge lime.

Men der er stadig tale om rå fisk. Derfor er det uhyre vigtigt, at man køber fisk, der har været frosset ned til minus 20 grader, hvilket er langt koldere end fryseren i en almindelig husstand kan præstere. Det er noget, en fiskehandler eller en seriøs fiskeafdeling i et supermarked kan levere. Men husk endelig at spørge, når du køber fisken, om den har været frosset længe nok ned til, den ville kunne bruges til sushi eller ceviche.

Her er hvad du skal bruge:

Til cevichen:

100 gram fersk tun
Saften fra en halv citron
Saften fra en halv lime
Friskkværnet peber

Til avokado- og tomatsalsaen:

1 moden avokado
En spiseskefuld olivenolie eller anden god olie
To røde og godt modne stilktomater
Et lille rødløg (en spiseskefuld hakket løg)
En knivspids cayennepeber
Salt og peber
Evt. grofthakket, frisk persille eller grofhakket, frisk koriander
Evt. et halvt fed presset hvidløg

Tilbehør:

Et flute

Sådan her gør du:

Skær fisken i tyndest mulige skiver. Anret de på et fad eller en tallerken.

Pres citron og lime. Bland de to slags saft sammen og hæld det over fisken.

Drys fisken med friskkværnet peber.

Sæt fisken i køleskabet 15 minutter. Tag det derefter ud og vend fisken, så du er sikker på, den bliver marineret på begge sider. Sæt fisken i køleskabet 15 minutter mere.

Tænd for ovnen på 200 grader.

Skær avokadoen i små tern og put dem i en skål.

Skær tomaterne i små tern og hæld dem op i skålen med avokado. Tilsæt en knivspids cayennepeber. Rør rundt.

Hak et lille rødløg fint og kom det i blandingen. Rør grundigt rundt.

Tilsæt olien og rør rundt igen. Smag til med salt og peber. Tilsæt evt. hvidløg og persille/koriander.

Lad avokado/tomatblandingen trække i køleskabet, imens du varmer flutene.

Tag fisken ud af køleskabet. Den skal have skiftet farve fra rød til grålig – de betyder, at den er blevet tilberedt af citrussafterne. Det er en smagssag, men vi kan godt lide, når den stadig er lidt fersk indeni.

Inden servering kan du eventuelt hælde citrussaften fra fisken. Så smager den i sagens natur mindre syrligt.

Serveres som forret for halvanden eller som hovedret til en enkelt.

* Ceviche smager også utroligt godt med flute og hvidøgsmayonnaise (aioli).

** Hvis du har travlt kan du banke fisken flad mellem to lag husholdningsfilm med en kagerulle (eller hvad du nu har). Det nedsætter “tilberedningstiden” på fisken. Desuden er det også delikat, når cevichen er mere carpaccioagtigt papirstynd.

*** Du kan læse mere om cevichens historie her.

Sprød pizza pepperoni bagt på pande

Hvorfor ikke lave din pizza pepperoni selv? Det koster næsten ingenting, du ved hvad der er i, når du selv har lavet den, det er hurtigt og smager forrygende.

Desuden kan du dosere mængden af fyld, som du selv vil, i stedet for at skulle gøre pizzabageren begribeligt, hvor mange skiver pepperoni, du har lyst til i dag.

Med den her opskrift behøver du ikke en gang tænde ovnen: Pizzaen bages sprød og lækker på panden.

Nu tænker du måske, at det er besværligt at lave dejen. Men det er det ikke. Du skal bare ælte dejen (helt i en køkkenmaskine af en art) og lade den hæve en halv time, før du ruller den ud, putter fyld på og bager den. Selv, hvis du ikke har en køkkenmaskine, er det nemt at ælte den her dej sammen.

Når man bager pizza på panden, får man en lækkert sprød bund ligesom på et pizzaria.

Jeg bruger tørgær, da det kan holde sig i køleskabet i lang tid, selvom jeg kun bruger en mindre mængde. Osten er en cheddar-ost, jeg har revet og frosset i en luk-let pose (så jeg kan tage det ud af posen, jeg skal bruge, når jeg skal bruge det). Det samme med pepperonien: Den opbevarer jeg i fryseren i en luk-let pose, så jeg kan tage noget ud, når jeg skal bruge det og ikke hele tiden behøver købe nyt.

Opskriften er til en sulten voksen eller en voksen med et barn.

Det her skal du bruge:

Til dejen:

1 teskefuld tørgær
0,50 teskefuld salt
0,25 teskefuld sukker
1 deciliter hvedemel
1 deciliter fuldkornshvedemel (jeg brugte Casa Italia økologisk fuldkorns durummel)
1 deciliter lunkent vand
1 teskefuld olie
Cirka en spiseskefuld hvedemel til æltning på bordet

Til fyldet:

1 – 2 spiseskefulde tomatsovs/pizzasovs
(du kan bruge et tyndt lag tomatkoncentrat, hvis ikke har tomatsovs eller pizzasovs)
2 – 3 spiseskefulde revet ost (jeg bruger cheddar)
5 – 10 skriver pepperoni
1 teskefuld oregano
Chili og hvidløgspulver efter behag

Se film med, hvordan pizzadejen ser ud, når den er færdigæltet

Sådan gør du:

Bland mel, tørgær, salt og sukker grundigt sammen. Tilsæt vandet og ælt grundigt. Tilsæt til sidst olien og arbejd den ind i dejen til den er smidig og ensartet.

Lad dejen hæve en halv time tildækket med en tallerken eller noget plastikfilm over.

Når dejen er hævet, sætter du en pande på blusset på højeste trin. Lad panden varme godt op, imens du ruller dejen tyndt ud. Afhængig af din pandes størrelse er der til en eller to pizzaer.

Når panden er godt varm, lægger du den udrullede dej på den varme, tørre pande. Jo tyndere bund, des sprødere pizza.  Efter cirka et minut smører du tomatsovs/pizzasovs på dejen. Derefter drysser du ost på og pynter med pepperoni.

Lad pizzaen bage et par minutter. Du skal ikke rykke på den, før der er gået et par minutter – når den bager, slipper den problemfrit panden. Tro på det 😉

Hvis ikke osten er smeltet tilstrækkeligt efter tre minutter (det afhænger af dejens tykkelse) kan du lægge et låg hen over pizzaen et par minutter.

Tjek pizzaens underside for at se, om den er blevet sprød og brun.

Vip pizzaen over på din tallerken og drys med oregano og hvidløg og chili, hvis du er til det.

* Du kan selvfølgelig putte andet fyld på end pepperoni. F.eks. mozzarellaost og serranoskinke, som på pizzaen på filmen her nedenunder.

Hvis du bruger andet end allerede tilberedt fyld, skal pizzaen en tur under ovnens grill. Med en tur på panden først sikrer du, at din bund bliver pizzaria-sprød uden du behøver bevæge dig udenfor døren.

Pasta med røget laks i flødesovs

Den her ret er super nem og velsmagende. Der er kun tre  grundingredienser: Røget laks, piskefløde og forårsløg.

Er man i det luksuriøse hjørne, kan man tilføje et bundt grønne asparges i skiver og et drys safran-tråde.

Den her ret er opstået ved, at jeg ofte står med en rest røget laks.

Røget laks smager af meget. Derfor er det en god ingrediens i andre retter, selvom man typisk spiser det koldt på brød eller i salater.

Til denne ret behøver man derfor ikke ret meget laks for at få det til at smage igennem i retten. Også fordi fløde er en meget blid og modtagelig ingrediens, som bærer smagene med videre ud i retten. Mums.

Dybest set skal man bare koge så meget pasta, som man kan spise. Hvis du bruger fris pasta, går det virkelig hurtigt!

Når pastaen er kogt al dente, hælder man den til afdrypning i et dørslag, overskyller den med koldt vand (så den ikke koger videre) og stiller den til side.

Imens varmer man fløden i samme gryde, som man lige har kogte pastaen i. Når fløden næsten koger, tilsætter man den hvide del af finthakket forårsløg og lader det simre to minutter. Herefter putter man den røgede lask  og rører forsigtigt rundt et minut, så laksen deles, men ikke hakkes fuldstændig i småstykker og bliver til “laksegrød”.

Herefter hældes pastaen over i gryden med lakse-/flødesovsen og varmes igennem.

Serveres med den finthakkede del af forårsløget ovenpå.

Krydres med salt og peber.

Eksempel på portioner (til en person):

0,5 deciliter piskefløde
2 rensede forårsløg
50 gram røget laks
1 knivspids cayennepeber + salt og peber

* Hvis du har mod på at tilsætte safran, skal det i fløden samtidig med forårsløget.

** Hvis du har grønne asparges, skal de dampes og serveres ved siden af – det bliver lidt grød-agtigt, hvis man putter de i sovsen.

*** Hvis du synes, sovsen er for tyk, kan du tilsætte en smule vand. Prøv dig frem en spiseskefuld ad gangen. Men bemærk, at sovsen skal klistre til pastaen – ikke flyde i stride strømme ved siden af.

Egoist-tarteletter med høns i asparges

Tarteletter er gammeldags dansk mad, der er rigtig nordisk comfort food.

Kombinationen af den sprøde butterdejsskal med den cremede, fyldige fyld luner langt ind i sjælen, hvad end det er en kold vinterdag eller køn forårsdag, hvor man har nydt at være udenfor og derfor ikke er i humør til de helt store armbevægelser i køkkenet. Og det kan sagtens laves til en enkelt.

Køb bundene i et hvilket som helt dagligvarebutik. Varm dem på brødrister eller et par minutter i ovnen.

Fyldet kan være hvad som helst. Men en klassiker er høns i asparges. Det kan være kyllingekødrester eller det kan være som jeg bedst kan lide det: Lavet af det fedtfattige kød fra kyllingebrystfilet.

Sovsen – eller stuvningen om man vil – kan man enten lave på bouillon og mælk eller fløde. Sovsen kan jævnes med maizena eller, som det sig hør og bør, med en melbolle.

Hvad angår farven på sovsen/stuvningen, så bruger jeg, hvis det skal se rigtig rigtig lækkert ud, lidt soya cuisine til at få en helt hvid sovs. Men sovsen skal ikke baseres på soya, så smager det ikke rigtigt.

Tarteletter er vildt nemt at lave, fordi du dybest set bare skal stuve kylling og asparges og så fylde det i tarteletbundene. Så det er perfekt til en – eller halvanden.

Det skal du bruge:

En dåse hvide asparges
Et kyllingebryst (per person)
2,5 mælk
1 bouillontenring
0,5 hønsebouillonterning til vandet, du koger kyllingen i
1 teskefuld smør eller tilsvarende fedtstof
En spiseskefuld hvedemel
Salt og peber
Evt. persille til pynt
Evt. et par spiseskefulde soya cuisine (vegetarfløde) til at hvidte med

Sådan gør du:

Sæt en gryde over med 4 deciliter vand. Put en halv bouillonterning i. Bring den i kog.
Skær kyllingebrystet i små, ensartede firkanter på cirka en halv centimeter på hver led.
Hæld vandet fra en dåse asparges (du skal ikke brues asparges-vandet til noget).
Når vandet koger, putter du kyllingefirkanterne i og rører grundigt rundt, så de ikke klistrer sammen under kogningen. Kog i 4 minutter.
Hæld kogevandet fra kyllingekødet og læg kødet over på en tallerken.
I samme gryde, som du har kogt kyllingen i, putter du nu fedtstoffet i. Det skal smelte men må ikke brune.
Når smørret er smeltet, putter du melet i og rører grundigt rundt. Når det har lavet en lille “bolle”, begynder du at tilsætte mælken lidt efter lidt under omrøring. Når al mælken er tilsat – eller du synes sovsen er tynd nok – tilsætter du bouillonterningen.
Bemærk, at stuvningen/sovsen skal være meget tyk, for den bliver tyndere igen, når du tilsætter aspargeserne.
Når bouillonterningen er opløst, tilsætter du asparges og kylling og varmer igennem. Det skal ikke koge. vis du vil putter soya cuisine i, er det nu, du skal gøre det.
Varm tarteletbundene på brødristeren.
Hæld så meget sovs i hver tarteletbund, som du kan lide. Opskriften her er nok til fire bunde.

His du ønsker at spise tarteletter som hovedmåltid, smager asparges/kyllingeblandingen godt sammen med ris.

Hummus – god, billig og sund

Det er ikke en formue, hummus koster i dagligvarebutikkerne. Men hvorfor købe det, når du enormt nemt kan lave din egen sundere og endnu mere lækre hummus langt billigere?

Desuden er der en stor tilfredsstillelse i at vide, hvad der rent faktisk er i ens mad.

Det er for eksempel min klare fornemmelse, at megen af den humus, jeg igennem tiden har købt, har været lavet med olier af ringere standard, end jeg ellers normalt ville vælge. Jeg kan også se på indholdsfortegnelsen, der er meget mere olie i købe-hummus, end jeg mener, der behøver at være. Hvis jeg skal være tyk, skal det være fordi jeg har mæsket mig i chokoladekage, ikke fordi der er unødvendige, skjulte fedtstoffer i min hummus.

Det centrale i humus er kogte kikærter. De kan købes for en femmer per dåse. Du kan selvfølgelig også selv koge dine kikærter.

Før jeg ligesom kom i gang med at koge egne kikærter, gjorde jeg mit til det globale madspild. For de tørrede kikærter, jeg købte, lå så længe inde i køkkenskabet, de nærmest blev til små fossiler. Men det er nemt og herligt billigt at koge kikærter selv.

Den eneste hage ved at koge kikærter selv er, at de skal stå i blød mindst 12 timer (maksimalt 24 timer) i rigeligt vand. Derefter koges de i frisk vand i 45 minutter med en bouillonterning efter eget valg. Man bør ikke koge kikærter mere en 45 – 50 minutter, da de så bliver vandede i smagen og mister deres karakter, synes jeg. Efter kogningen sies kikærterne i et dørslag, overhældes med koldt vand, og så er de ellers klar til brug.

Fordi jeg nogle gange efter pludselig indskydelse får lyst til at lave hummus, har jeg altid selv en dåse færdigkogte kikærter stående. Det er lidt træls at måtte vente 12 timer, hvis inspirationen pludselig er over en. Og værre er det altså heller ikke i mine øjne at gøre brug af konserves.

Man kan få gode, økologiske dåsekikærter, hvis øko er vigtigt for en. De koster dog noget mere end de billigste dåsekikærter. Faktisk lige så meget som en hel pose tørrede kikærter. Men hvis du ved, du kun en sjælden gang i mellem bruger kikærter, skal du da bare gøre det nemt for dig selv og købe en dåse.

Afgørende ingrediens i hummus: Tahin!

Noget andet, der dog stadig går til spilde for mig, hvis jeg køber et helt glas – og som er meget vigtigt, når man laver hummus – er tahin.

Tahin er en olieret pasta af ristede, malede sesamfrø tilsat olie og lidt salt.

Et glas hæderlig tahin koster omkring de 30 kroner. Og til en portion hummus (lavet af en dåse kikærter) skal der ikke bruges mere end en til tre spiseskefulde. Når jeg køber et helt glas tahin, ender det stadig med at være spild af mad. For jeg når aldrig at få tahinen spist, før det når at blive harskt.

Derfor er jeg begyndt at lave min egen tahin, som du kan finde opskriften på her. Det smager rigtig godt og er endog særdeles fornuftigt prismæssigt.

Men tilbage til hummussen.

Jeg synes, at hummus er pålæg. Men det er også godt som dip til dit og dat – for eksempel grøntsagsstænger, arabisk brød, ristede rugbrødshapsere. Det er også en klassiker i pitabrød.

Det er klart, at der er næsten lige så mange måder at lave hummus på, som der er at lave frikadeller på. Ja, faktisk sikkert flere, da hummus, der oprindeligt må siges at være en klassisk, mellemøstlig ret, nærmest spises verden over.

Opskrift på hjemelavet Hummus

Det skal du bruge:

En dåse kogte kikærter (240 gram kogte kikærter)
Tahin af 30 gram sesamfrø (cirka to spiseskefulde)
To fed hvidløg
Saften af en halv til en hel citron (start med saften fra en halv og tilsæt mere til sidst, hvis du synes)
En deciliter god olivenolie
En spiseskefuld spidskommen
En halv teskefuld cayennepeber
En kvart teskefuld salt – eventuelt mere (smag dig frem drys for drys)
Et drys sort peber
En halv deciliter koldt vand (mere, hvis du vil have hummussen tyndere og mere luftig)
Sådan gør du:

Skyl kikærterne grundigt i koldt vand. Lad dem dryppe lidt af i en si eller et dørslag.

Put alle ingredienser undtagen vandet i en food processor, blender stavblenderglas eller hvad du har til at blende. En stavblender er typisk nok.

Blend til massen er så glat som du ønsker det. Jeg kan bedst lide min hummus helt glat, det vil sige uden klumper.

Hæld langsomt vandet i kikærtemosen, imens du blender, indtil du synes, hummussen er så tynd som du ønsker den.

Hvis du synes, hummussen stadig ikke er tynd nok, kan du tilsætte en spiseskefuld koldt vand ad gangen, imens du blender, indtil du synes, humussen er lind nok. Vandet er også det, der gør hummussen luftig. Men alt selvfølgelig med måde.

Smag på hummussen. Tilsæt mere krydderi efter smag og behag. Hvis du synes, der mangler noget, er det typisk fordi, du skal putte mere spidskommen i.

Bemærk, at hummus virkelig sætter sig i smagen efter nogle timer. Så hvis du synes, den smager af for lidt, så pas på med at gå helt amok med krydderidåserne: Smagene finder takten efter nogen tid. Så smag eventuelt til igen efter et par timer i køleskabet.

Himmerigsmundfuld på rugbrødsrest

Min søn er taget på ferie med sin far. Det gør, jeg drosler madlavningen ned til et minimum, selvom det ligger mig meget på sinde at spise godt – også når jeg kun kokkererer til en.

Jeg havde en kollega i Udenrigsministeriet, da jeg var der, som sagde det ret godt: “Jeg skal da stadig have bøf og rødvin, selvom jeg er alene.” Og det er jeg helt enig i. Man skal jo spise. Og hvis det er værd at gøre, er det værd at gøre godt, som man siger.

I dag gad jeg dog ikke rigtigt stå og jonglere med potter og pander. Jeg stod og ludede ind over køleskabslågen, imens jeg tænkte over, hvad jeg skulle finde på, uden at behøve bevæge mig ud for at købe ind.

Jeg havde en rest grøn pesto, en slat hummus, et æble og noget rugbrød, der nærmede sig sidste holdbarhedsdato.

Det fik mig til at tænke på en skøn mad, jeg fik på en københavnsk cafe tidligere på ugen. Maden er ikke sådan lige til at genskabe, men det, jeg fik sjusset mig frem til, var intet mindre end en himmerigsmundfuld:

Ristet rugbrød med hummus, pesto, æble og sumak

Det her skal du bruge:

En skive rugbrød
Hummus efter behag (den på billedet er med chili – derfor er den lyserød)
Grøn pesto med basilikum
Æbler i små tern
Masser af sumak (det vil sige cirka en kvart teskefuld – mere hvis du har lyst)
Eventuelt tre til fire meget tynde strimler frisk chili

Sådan gør du:

Rist rugbrødet sprødt i en brødrister
Smør hummus på brødet (gerne mens det endnu er lunt)
Drys godt med sumak på
Dryp rigeligt med grøn pesto hen over maden
Drys med rigeligt med æblefirkanter (et halvt æble per skive rugbrød)

Der er en del protein i kikærterne, der danner grundlaget for hummus. Derfor er denne mad rigtig mættende.

Om sumak

Sumak er et krydderi, man faktisk ofte ser drysset ud over netop hummus på madsteder, der serverer mellemøstlige retter. Sumak er egentlig nogle små røde bær. Men når man køber det, kommer det som et groftmalet pulver.

Sumak smager af citrus, men uden den bitterhed, der kan være i citrusfrugter. Desuden er sumak tørt, hvilket gør det nemt at arbejde med – det ændrer ikke konsistensen på det, man serverer. Citronsaft for eksempel kan få ting til at blive sjaskede og skille. Det sker ikke med sumak.

Jeg er helt vild med sumak. Ud over jeg synes, det smager skønt, er det også flot i farven. Det er dybrødt (se fotografiet til højre i billedfrisen). Før jeg lærte sumak at kende, dryssede jeg altid paprika over tingene, når jeg skulle pynte hummus og andre mellemøstligt inspirerede retter. Det var, hvad jeg syntes mest lignede det, de brugte på shawarmabarerne. Men sumak smager komplet anderledes end paprika og er flottere rødt i farven.

Jeg har læst flere steder, at romerne brugte sumak til at tilføre deres mad samme syrlighed, som vi i dag bruger eddike eller citron til at få frem i maden. Det skal nok passe, for planten vokser i hele middelhavsområdet. Snarere end citron, synes jeg dog, at sumaks syrlighed minder mere om den, man kan sanse, når man sætter tænderne i et saftigt og friskt, syrligt, grønt æble.

Hvis ikke, du kender sumak, vil jeg opfordre til, du køber en pose og prøver at drysse lidt på din hummus, salat, fisk eller kylling. Man kan få det hos grønthandlere, hvor det koster 12 – 20 kroner for en pose. Så hvad har du at miste ved at prøve?

Sumak passer særligt godt i al mellemøstlig mad og altså i salater, på fisk og kylling. Der er noget, med den måde, sumak er syrligt på, der gør, det fungerer rigtig fint med ting, der har en cremet konsistens. Det kan være hummus eller bare yoghurt, man serverer til retter fra det salte køkken.

Øvrige anvendelser af mellemmaden

Jeg ser egentlig intet til hinder for, man kunne servere den her rugbrødsmad som forret:

Man kunne måske stikke små runde stykker rugbrød ud og så lægge en lidt mindre, tynd skive æble ovenpå (plus selvfølgelig hummus, pesto og sumak). Det tror jeg faktisk, kunne være ret lækkert.

Det kunne også være en herligt usnobbet lille pindemad.