Himmerigsmundfuld på rugbrødsrest

Min søn er taget på ferie med sin far. Det gør, jeg drosler madlavningen ned til et minimum, selvom det ligger mig meget på sinde at spise godt – også når jeg kun kokkererer til en.

Jeg havde en kollega i Udenrigsministeriet, da jeg var der, som sagde det ret godt: “Jeg skal da stadig have bøf og rødvin, selvom jeg er alene.” Og det er jeg helt enig i. Man skal jo spise. Og hvis det er værd at gøre, er det værd at gøre godt, som man siger.

I dag gad jeg dog ikke rigtigt stå og jonglere med potter og pander. Jeg stod og ludede ind over køleskabslågen, imens jeg tænkte over, hvad jeg skulle finde på, uden at behøve bevæge mig ud for at købe ind.

Jeg havde en rest grøn pesto, en slat hummus, et æble og noget rugbrød, der nærmede sig sidste holdbarhedsdato.

Det fik mig til at tænke på en skøn mad, jeg fik på en københavnsk cafe tidligere på ugen. Maden er ikke sådan lige til at genskabe, men det, jeg fik sjusset mig frem til, var intet mindre end en himmerigsmundfuld:

Ristet rugbrød med hummus, pesto, æble og sumak

Det her skal du bruge:

En skive rugbrød
Hummus efter behag (den på billedet er med chili – derfor er den lyserød)
Grøn pesto med basilikum
Æbler i små tern
Masser af sumak (det vil sige cirka en kvart teskefuld – mere hvis du har lyst)
Eventuelt tre til fire meget tynde strimler frisk chili

Sådan gør du:

Rist rugbrødet sprødt i en brødrister
Smør hummus på brødet (gerne mens det endnu er lunt)
Drys godt med sumak på
Dryp rigeligt med grøn pesto hen over maden
Drys med rigeligt med æblefirkanter (et halvt æble per skive rugbrød)

Der er en del protein i kikærterne, der danner grundlaget for hummus. Derfor er denne mad rigtig mættende.

Om sumak

Sumak er et krydderi, man faktisk ofte ser drysset ud over netop hummus på madsteder, der serverer mellemøstlige retter. Sumak er egentlig nogle små røde bær. Men når man køber det, kommer det som et groftmalet pulver.

Sumak smager af citrus, men uden den bitterhed, der kan være i citrusfrugter. Desuden er sumak tørt, hvilket gør det nemt at arbejde med – det ændrer ikke konsistensen på det, man serverer. Citronsaft for eksempel kan få ting til at blive sjaskede og skille. Det sker ikke med sumak.

Jeg er helt vild med sumak. Ud over jeg synes, det smager skønt, er det også flot i farven. Det er dybrødt (se fotografiet til højre i billedfrisen). Før jeg lærte sumak at kende, dryssede jeg altid paprika over tingene, når jeg skulle pynte hummus og andre mellemøstligt inspirerede retter. Det var, hvad jeg syntes mest lignede det, de brugte på shawarmabarerne. Men sumak smager komplet anderledes end paprika og er flottere rødt i farven.

Jeg har læst flere steder, at romerne brugte sumak til at tilføre deres mad samme syrlighed, som vi i dag bruger eddike eller citron til at få frem i maden. Det skal nok passe, for planten vokser i hele middelhavsområdet. Snarere end citron, synes jeg dog, at sumaks syrlighed minder mere om den, man kan sanse, når man sætter tænderne i et saftigt og friskt, syrligt, grønt æble.

Hvis ikke, du kender sumak, vil jeg opfordre til, du køber en pose og prøver at drysse lidt på din hummus, salat, fisk eller kylling. Man kan få det hos grønthandlere, hvor det koster 12 – 20 kroner for en pose. Så hvad har du at miste ved at prøve?

Sumak passer særligt godt i al mellemøstlig mad og altså i salater, på fisk og kylling. Der er noget, med den måde, sumak er syrligt på, der gør, det fungerer rigtig fint med ting, der har en cremet konsistens. Det kan være hummus eller bare yoghurt, man serverer til retter fra det salte køkken.

Øvrige anvendelser af mellemmaden

Jeg ser egentlig intet til hinder for, man kunne servere den her rugbrødsmad som forret:

Man kunne måske stikke små runde stykker rugbrød ud og så lægge en lidt mindre, tynd skive æble ovenpå (plus selvfølgelig hummus, pesto og sumak). Det tror jeg faktisk, kunne være ret lækkert.

Det kunne også være en herligt usnobbet lille pindemad.