Pandestegt torsk med aioli og nye kartofler

Jeg synes, at fisk er for dyrt. Derfor må jeg indrømme, vi ikke spiser det så ofte, som vi burde.

Med “burde” mener jeg såmænd bare, at det smager rigtig godt (ingen løftede pegefingre her). Især når det er tilberedt rigtigt. Og det er meget nemt og hurtigt at tilberede fisk – især på panden.

Generelt kan man sige med fisk, der ikke er paneret, at det skal på en meget varm slip-let-pande og så stå og få stegeskorpe, før man begynder at pille ved det. Hvis man rykker rundt på fisken på panden, inden den har fået stegeskorpe, går den i stykker.

Jeg kan godt få fedt-fnidder. Det vil sige, at jeg forsøger at spare på fedtet i situationer, hvor det er tosset. Det skete i dag, hvor jeg stegte vores torskeloins. Med lidt mere fedt på panden var mit torskestykke ikke smuldret, som det gjorde, da jeg vendte det (se filmen nederst i indlægget).

Men bort set fra det, så synes jeg, man skal unde sig selv at stege fisk. Se at få det gjort. Se at få det prøvet.

Dagens fisk var på tilbud i vores lokale supermarked. Hvis man holder øje, er der faktisk jævnligt fisk på tilbud. Den letteste fisk at stege er laks med skind på. Det er super let at få perfekt sprødt skind og saftigt, mørt kød. Torsk er lidt sværere, ligesom andre hvide fisk. Synes jeg. Men prøv dig frem.

Ud over torsken har vi fået nye kartofler fra altanen. De er så fine, det er synd at drukne dem i sovs eller smør. Men fordi torsken er så mild i smagen, har jeg lavet aioli (hvidløgsmayonnaise) til og drysset rigeligt med hakket kruspersille hen over hele baduljen. Det er nogle smage, der taler fint og kultiveret sammen med dæmpet, men umiskendelig stemme.  En forfinet himmerigsmundfuld, der er dansk og sommer og juliaftener, som er lyse – også selvom det regner.

Når jeg laver aioli selv, skyldes det, at jeg godt kan lide, at der er styr på, hvad for nogle ingredienser, der er i hvidløgsmayonnaisen. Jeg bruger en lødig, mild, økologisk olivenolie. Det vil sige, at selvom fedtindholdet er højt, så er det godt, sundt fedt, der er i.

En anden god grund til selv at lave aiolien er, at når man alene laver en portion, så er der mindre risiko for, man kommer til at overspise: Hvis man man har et glas mayonnaise i sit køleskab, er det alt andet lige fristende (og meningen) at spise det. Her laver jeg kun lige akkurat det, vi skal bruge.

Det tager cirka 30 minutter i alt at lave hele molevitten og opskriften er til halvanden.

Det her skal du bruge:

Til torsken:

225 gram torskeloins
Et spiseskefuld stegeolie
Salt og peber

Så mange nye kartofler, I kan spise.

Et bundt kruspersille (den typiske størrelse fra discountsupermarkeder).

Til aiolien:

En æggeblomme
En halv teskefuld dijonsennep
En kvart teskefuld salt
Et halvt – et helt fed hvidløg
0,75 deciliter mild olivenolie

Sådan her gør du:

Nip persillen ned i en dyb skål koldt vand. Rør rundt, så eventuelle jordrester bliver vasket ud, og stil til side, så jordresterne synker til bunds i vandet.

Skyl de nye kartofler og sæt dem til kogning. Husk at salte kogevandet, så smager kartoflerne bedst og holder formen under kogningen.

Tag ægget ud af køleskabet.

Varm en slip let pande godt op. Dup fisken tør og krydr den på begge sider med rigeligt med peber og en smule salt.

Put æggeblommen i en lille skål med høje, rundede kanter. Tilsæt salt. Pisk æggeblommen med salt til den er hvidlig.

Tilsæt dijonsennep og pisk til det er helt fordelt i æggeblommen.

Hvis panden er super varm nu (det er den nok) så put fisken på panden med den side, der har været skind på, ned mod panden først. Det er typisk den side, hvor fisken er mørkest. Sæt en alarm til fire minutter. Behold panden på højeste blus.

Vend tilbage til din aioli: Pisk æggeblommen og hæld en tynd, tynd stråle olivenolie ned i æggeblommen, imens du piske heftigt. Det er vigtigt, at olien med det samme bliver optaget i æggeblomme-blandingen. Hvis du hælder for megen olie i ad gangen, skiller aiolien.

Når du har hældt al olien i, pisker du aiolien, til den er så fast, som du ønsker dig.

Når din alarm bipper, vender du fisken og slukker for blusset. Lad fisken stå i panden fem minutter. Derefter tager du panden af blusset og stiller til side.

Pres det halve fed hvidløg ned i aiolien og stil den til side.

Hæld vandet fra kartoflerne i et dørslag.

Tag persillen op af vandet og hak den groft.

Læg et stykke torsk på hver tallerken, nogle kartofler og en skefuld aioli. Drys med rigeligt med kruspersille.

Server med det samme.

* Se her: Der skulle have været lidt mere fedtstof på panden – så ville torsken ikke være smuldret, da jeg vendte stykke nummer to: