Himmerigsmundfuld på rugbrødsrest

Min søn er taget på ferie med sin far. Det gør, jeg drosler madlavningen ned til et minimum, selvom det ligger mig meget på sinde at spise godt – også når jeg kun kokkererer til en.

Jeg havde en kollega i Udenrigsministeriet, da jeg var der, som sagde det ret godt: “Jeg skal da stadig have bøf og rødvin, selvom jeg er alene.” Og det er jeg helt enig i. Man skal jo spise. Og hvis det er værd at gøre, er det værd at gøre godt, som man siger.

I dag gad jeg dog ikke rigtigt stå og jonglere med potter og pander. Jeg stod og ludede ind over køleskabslågen, imens jeg tænkte over, hvad jeg skulle finde på, uden at behøve bevæge mig ud for at købe ind.

Jeg havde en rest grøn pesto, en slat hummus, et æble og noget rugbrød, der nærmede sig sidste holdbarhedsdato.

Det fik mig til at tænke på en skøn mad, jeg fik på en københavnsk cafe tidligere på ugen. Maden er ikke sådan lige til at genskabe, men det, jeg fik sjusset mig frem til, var intet mindre end en himmerigsmundfuld:

Ristet rugbrød med hummus, pesto, æble og sumak

Det her skal du bruge:

En skive rugbrød
Hummus efter behag (den på billedet er med chili – derfor er den lyserød)
Grøn pesto med basilikum
Æbler i små tern
Masser af sumak (det vil sige cirka en kvart teskefuld – mere hvis du har lyst)
Eventuelt tre til fire meget tynde strimler frisk chili

Sådan gør du:

Rist rugbrødet sprødt i en brødrister
Smør hummus på brødet (gerne mens det endnu er lunt)
Drys godt med sumak på
Dryp rigeligt med grøn pesto hen over maden
Drys med rigeligt med æblefirkanter (et halvt æble per skive rugbrød)

Der er en del protein i kikærterne, der danner grundlaget for hummus. Derfor er denne mad rigtig mættende.

Om sumak

Sumak er et krydderi, man faktisk ofte ser drysset ud over netop hummus på madsteder, der serverer mellemøstlige retter. Sumak er egentlig nogle små røde bær. Men når man køber det, kommer det som et groftmalet pulver.

Sumak smager af citrus, men uden den bitterhed, der kan være i citrusfrugter. Desuden er sumak tørt, hvilket gør det nemt at arbejde med – det ændrer ikke konsistensen på det, man serverer. Citronsaft for eksempel kan få ting til at blive sjaskede og skille. Det sker ikke med sumak.

Jeg er helt vild med sumak. Ud over jeg synes, det smager skønt, er det også flot i farven. Det er dybrødt (se fotografiet til højre i billedfrisen). Før jeg lærte sumak at kende, dryssede jeg altid paprika over tingene, når jeg skulle pynte hummus og andre mellemøstligt inspirerede retter. Det var, hvad jeg syntes mest lignede det, de brugte på shawarmabarerne. Men sumak smager komplet anderledes end paprika og er flottere rødt i farven.

Jeg har læst flere steder, at romerne brugte sumak til at tilføre deres mad samme syrlighed, som vi i dag bruger eddike eller citron til at få frem i maden. Det skal nok passe, for planten vokser i hele middelhavsområdet. Snarere end citron, synes jeg dog, at sumaks syrlighed minder mere om den, man kan sanse, når man sætter tænderne i et saftigt og friskt, syrligt, grønt æble.

Hvis ikke, du kender sumak, vil jeg opfordre til, du køber en pose og prøver at drysse lidt på din hummus, salat, fisk eller kylling. Man kan få det hos grønthandlere, hvor det koster 12 – 20 kroner for en pose. Så hvad har du at miste ved at prøve?

Sumak passer særligt godt i al mellemøstlig mad og altså i salater, på fisk og kylling. Der er noget, med den måde, sumak er syrligt på, der gør, det fungerer rigtig fint med ting, der har en cremet konsistens. Det kan være hummus eller bare yoghurt, man serverer til retter fra det salte køkken.

Øvrige anvendelser af mellemmaden

Jeg ser egentlig intet til hinder for, man kunne servere den her rugbrødsmad som forret:

Man kunne måske stikke små runde stykker rugbrød ud og så lægge en lidt mindre, tynd skive æble ovenpå (plus selvfølgelig hummus, pesto og sumak). Det tror jeg faktisk, kunne være ret lækkert.

Det kunne også være en herligt usnobbet lille pindemad.

Kartofler og rabarber på altanen

Forrige år fik jeg den ide at dyrke kartofler på min altan.

Det kom sig af, en pose kartofler, jeg havde i køleskabet, var begyndt at spire.  Jeg tænkte, “hold da op. Hvis de kan spire i mørket og kulden i mit køleskab, må de da også kunne spire ude på altanen.”

Og ganske rigtigt: efter nogle måneder i en spand jord ude på altanen kunne min søn og jeg spise nye kartofler, vi selv havde dyrket.

Sidste år tænkte jeg så, at nu skulle det være rigtig fint. Så jeg tog i en planteskole langt udenfor byen for at købe rigtige læggekartofler og kartoffelspande.

Men de kartofler, jeg havde købt og plantet efter alle anvisninger, jeg kunne finde på nettet og i bøger, blev ikke til det helt store. Jeg gjorde nøjagtigt det samme som året før, men selvom jeg brugte 100 kroner på tre forskellige sorter rigtige læggekartofler, fik vi ikke flere nye kartofler ud af det, end da vi bare plantede nogle kartofler, der var spiret i vores køleskab.

I år har jeg derfor bestemt mig for, vi kører med de kartofler, der alligevel er spiret i køleskabet. Det er tilfredsstillende at få gjort brug af de spirede knolde, og hvis de ikke rigtig bliver til noget, så har vi ikke brugt ekstra penge på projektet, men blot eksperimenteret med noget, vi alligevel havde i huset.

Man kan købe kartoffelspande, som er beregnet på at plante kartofler i. De kan genbruges år efter år, hvis man har plads til at opmagasinere dem vinteren over.

Jeg synes ikke, det er nødvendigt at bruge penge på kartoffelspande. Jeg har i stedet fundet en aflagt gulvspand og en kasseret skraldespand nede i vores storskraldsrum. Jeg har plantet rabarber i gulvspanden og kartofler i skraldespanden.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge i stedet for at købe helt nye plastikspande. Desuden har det sparet mig penge.

Før jeg plantede i de aflagte plastikspande, borer jeg huller i bunden af dem. Det er for at skabe dræn, så overskydende vand kan løbe ud. Det er vigtigt at skabe dræn, da du ellers risikerer, at kartoflerne (eller hvad du nu planter) rådner.

Jeg har boret hullerne med en boremaskine, men det er også fint at lave huller ved hjælp af et tykt søm. Så skal du bare lave en del huller.

Rabarber

Forrige år fandt jeg også ud af, at rabarber er egnede til bylivet.

Jeg havde købt en rabarber (i en Bilka, tror jeg, det var), som gav cirka seks stængler i løbet af sommeren. Det var fint nok, men ikke noget særligt. Så jeg glemte faktisk alt om rabarberplanten.

Da vinteren kom, lod jeg bare potten med rabarber være ude på min altan og tænkte ikke nærmere over det. Så da det blev forår sidste år, blev jeg glædeligt overrasket over at se, at rabarberen – selvom jeg intet havde gjort for at pleje den – spirede lystigt igen.

Derfor købte jeg tre små nye rabarberplanter. Jeg så dem i Silvan, hvor de kostede 20 kroner. Jeg tænkte, at hvis de blev til noget, var det fint. Hvis ikke, så havde det ikke ruineret mig.

I år er begge kuld rabarberplanter skudt fint op igen. Jeg blander mig ikke i, hvad rabarberen laver ude på altanen – det styrer den helt fint selv.

Men jeg ved, at til sommer, vil begge rabarber-kolonier have flotte, syrligt-søde, røde stængler, vi kan lave rabarbercrumble af og sidde og spise i sommersolen. Det er herligt at tænke fremad på. Og vi behøver ikke røre en finger – rabarberen vokser virkelig godt til, uden at skulle nusses og nurses (jeg vander den kun, hvis der kommer hedebølge).

Her er, hvad du skal bruge til kartofler:

En spand eller anden plastik-beholder, der er mindst 30 centimeter høj.
Nogle spirede kartofler
Noget jord fra en hvilken som helst dagligvarebutik

I bunden lægger du cirka fem centimeter jord. Du kan for tiden købe muld i mange dagligvarebutikker – bare tag den billigste. Så lægger du tre til fire spirede kartofler i (spirerne skal vende opad) og dækker til med 10 til 20 centimeter jord. Du skal ikke trykke jorden ned – vand lidt og vand jævnligt sommeren over.


Her er, hvad du skal bruge til rabarber:

En større plastikbeholder – f.eks. en aflagt gulvspand
En eller flere rabarberplanter (kan f.eks. fås i Silvan)
Noget jord fra en hvilken som helst dagligvarebutik

Opskrift: Chokoladekage uden mælk og æg

Alle børn synes at elske chokoladekage. Men det er desværre ikke alle børn, der kan tåle mælk og/eller æg.

Derfor var jeg super glad, da jeg fandt den her opskrift på en chokoladekage, alle – også folk uden allergi – synes om. Der er et barn i min søns klasse, som ikke kan tåle mælkeprodukter, og jeg synes ikke, det er ordentligt hyggeligt at komme med kage, hvis alle ikke kan få sig et stykke.

Kagen er virkelig nem at lave og dejligt svampet. Den er i sig selv ikke så sød, så derfor er det vigtigt at putte glasur ovenpå. Synes jeg. Men prøv dig frem. Måske du synes, at kagen er helt fin uden sukker på toppen.

Det skal du bruge af redskaber:

Et målebæger
En røreskål
Et piskeris – men en grydeske er faktisk nok
En si
En vægt
En muffinform
Papirsmuffinforme 10 styk

Et glas eller en kop til at røre glasur ud i

Det skal du bruge af ingredienser:

170 gram Hvedemel
200 gram sukker
En lille teskefuld natron (0,875 tsk. for at være mere præcis)
En knivspids salt
2,25 deciliter vand
0,5 deciliter smagsneutral olie, vegetabilsk, nøddefri olie (for eksempel solsikkeolie)
0,75 spiseskefuld almindelig husholdningseddike
1 teskefuld vaniljesukker

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180 grader.

Put papirsmuffinforme i muffinpladen.

Sigt de tørre ingredienser (hvedemel, sukker, natron, kakao, vaniljesukker og salt) sammen i skålen.

Bland de våde ingredienser (vand, olie, husholdningseddike) i målebægeret.

Hæld de våde ingredienser over i skålen med de tørre ingredienser. Pisk, indtil dejen er glat og uden klumper. Dejen virker meget tynd, men det skal den være.

Fordel i muffinformene, så de mindst er lidt mere end halvfulde.

Tjek muffinsne efter 15 minutter. De er færdige, når de er faste, når man trykker på dem. Du kan også stikke i dem med en træ-tandstikker: Når de er færdige, hænger der ikke nogen dej fast på tandstikkeren, når du trækker den op.

Køl muffinsne af i formen på en rist.

Rør en glasur af en deciliter flormelis og vand, som du tilfører spiseskefuld for spiseskefuld, indtil glasuren er flydende nok til, du kan smøre den på muffinsne.

Kan holde cirka to dage i en plastikpose. Men du kan nok ikke holde dig fra dem så længe…

Opskrift: Beef Wellington for to

Beef Wellington er en britisk hofret. I hvert fald kan man finde adskillige britiske tv-kokke, der brillerer med hver deres udgave af den lækre spise, der serveres ved finere lejligheder – f.eks. i juledagene.

Beef Wellington er et skært stykke oksekød bagt indeni butterdej. Det smager mildest talt guddommeligt, når det er lavet rigtigt. Kødet indeni skal være rødmende, mørt og saftigt, imens butterdejen skal være gylden og knasende. Mums! Og det er faktisk ikke særlig svært.

Normalt bruger man oksemørbrad til Beef Wellington. Men det er en af de aller dyreste udskæringer, der findes! Det er også typisk et meget stort stykke kød, når man skal købe det.

Jeg har derfor fundet ud af, at man snildt kan lave en Beef Wellington med en halv roastbeef.

I min lokale butik hænder det, at der er tilbud på en roastbeef. Forleden fik jeg en for 50 kroner. Det er selvfølgelig ikke super billigt, men der er meget godt og regulært kød i sådan en roastbeef.

Den ene halvdel af roastbeefen fryser jeg ned i afbrunet tilstand og bruger den ved senere lejlighed enten som kød-indholdet i en wok-ret eller som oksekødet i en god, gedigen gang biksemad.

Men her er min opskrift på Beef Wellington for to:

Skær din lille roastbeef over. Put med det samme den ene halvdel i fryseren, så er den af vejen og klar til en anden god gang.

Krydder din halve roastbeef godt med salt og peber.

Brun den grundigt på alle sider i olie – også endestykkerne. Det er vigtigt, fordi bruningen gør, at kødsaften ikke siver ud af kødet under den videre tilberedning.

Pensel Roastbeefen med dijonsennep. Pak roastbeefen ind i stanniol og stil den til side.

Rens og hak en pakke champignoner meget fint (gerne i en minihakker eller food processor). Hak lidt waldnødder med, hvis du har det. Men lad være med at løbe ud og købe dem, hvis ikke, du har dem i forvejen (nødder er dyre!).

Brun de finthakkede champignoner på en tør pande indtil de ikke afgiver mere væde. Det er vigtigt, de bliver stegt helt tørre, ellers lækker de væde ud i den butterdej, de og kødet skal pakkes ind i.

Krydder champignongerne med salt, peber og lidt rosmarin. Smag på blandingen – selvom den kun udgør en del af den samlede ret, skal champignonblandingen i sig selv smage godt.

Læg et lag husholdningsfilm ud på et skærebrædt. Fold den indkøbte butterdej ud på husholdningsfilmen. Fór butterdejen med spegeskinke lidt længere end dit roastbeef-stykke er både i længden og bredden.

(Frys straks overskydende skinke. Det smager virkelig godt ovenpå hjemmelavet pizza.)

Smør champignonblandingen ud på spegeskinken/butterdejen ca. en centimeter bredere end dit roastbeefstykke er langt.

Læg roastbeefstykket ovenpå butterdejs-/champignonlaget. Rul butterdejen stramt sammen om roastbeefen. Rul enderne lidt op og tryk dem sammen, så eventuel saft ikke løber ud under stegningen.

Rul plastikfilmen om det, der nu er din butterdejs-/roastbeef-pølse og stram i enderne, så din Beef Wellington får en fin og ensartet form.

Sæt “pølsen” i køleskabet, imens ovnen varmer op til 200 grader.

Tag Beef Wellington-pølsen ud af køleskabet. Befri den for husholdningsfilmen. Pensl din Beef Wellington med æg. Tegn evt. mønstre i overfladen – dog uden at prikke hul ind til selve stegen. Du kan evt. bruge bagsiden af en kniv. Sæt den på et stykke bagepapir i et ikke alt for tykbundet ildfast fad.

Bages midt i ovnen i 30 – 35 minutter ved 200 grader.

Skal hvile udenfor ovnen i mindst 15 minutter, inden den skæres ud i tynde skiver med en meget skarp kniv.

Serveres med det, du har lyst til. Men passer bedst f.eks. med brun sovs og hasselback kartofler og en lidt grov salat – f.eks. med broccoli og rosiner.

Hvis du starter dine hasselbalck kartofler 40 minutter inden, du putter Beef Wellingtonen i ovnen, kan du køre på samme ovnvarme.

Indkøbsliste:

En lille roastbeef (ca. 50 kr.)
En pakke champignoner (ca. 16 kr.)
Spegeskinke (ca. 15 kr.)
Butterdej (Ca. 15 kr.)
Kartofler (til flere dage) (ca. 10 kr.)

Tidsforbrug:

I alt cirka 2 timer (inklusiv tilberedning og meget langsom skrælning af kartofler)

Redskabsforbrug:

En kartoffelskræller
En food processor (kan udelades)
En meget skarp ordentlig køkkenkniv
En pande
Et lille ildfast fad eller bradepande
Bageplade til kartoflerne

Opskrift: Beef Wellington for to

Beef Wellington er en britisk hofret. I hvert fald kan man finde adskillige britiske tv-kokke, der brillerer med hver deres udgave af den lækre spise, der serveres ved finere lejligheder – f.eks. i juledagene.

Beef Wellington er et skært stykke oksekød bagt indeni butterdej. Det smager mildest talt guddommeligt, når det er lavet rigtigt. Kødet indeni skal være rødmende, mørt og saftigt, imens butterdejen skal være gylden og knasende. Mums! Og det er faktisk ikke særlig svært.

Normalt bruger man oksemørbrad til Beef Wellington. Men det er en af de aller dyreste udskæringer, der findes! Det er også typisk et meget stort stykke kød, når man skal købe det.

Jeg har derfor fundet ud af, at man snildt kan lave en Beef Wellington med en halv roastbeef.

I min lokale butik hænder det, at der er tilbud på en roastbeef. Forleden fik jeg en for 50 kroner. Det er selvfølgelig ikke super billigt, men der er meget godt og regulært kød i sådan en roastbeef.

Den ene halvdel af roastbeefen fryser jeg ned i afbrunet tilstand og bruger den ved senere lejlighed enten som kød-indholdet i en wok-ret eller som oksekødet i en god, gedigen gang biksemad.

Men her er min opskrift på Beef Wellington for to:

Skær din lille roastbeef over. Put med det samme den ene halvdel i fryseren, så er den af vejen og klar til en anden god gang.

Krydder din halve roastbeef godt med salt og peber.

Brun den grundigt på alle sider i olie – også endestykkerne. Det er vigtigt, fordi bruningen gør, at kødsaften ikke siver ud af kødet under den videre tilberedning.

Pensel Roastbeefen med dijonsennep. Pak roastbeefen ind i stanniol og stil den til side.

Rens og hak en pakke champignoner meget fint (gerne i en minihakker eller food processor). Hak lidt waldnødder med, hvis du har det. Men lad være med at løbe ud og købe dem, hvis ikke, du har dem i forvejen (nødder er dyre!).

Brun de finthakkede champignoner på en tør pande indtil de ikke afgiver mere væde. Det er vigtigt, de bliver stegt helt tørre, ellers lækker de væde ud i den butterdej, de og kødet skal pakkes ind i.

Krydder champignongerne med salt, peber og lidt rosmarin. Smag på blandingen – selvom den kun udgør en del af den samlede ret, skal champignonblandingen i sig selv smage godt.

Læg et lag husholdningsfilm ud på et skærebrædt. Fold den indkøbte butterdej ud på husholdningsfilmen. Fór butterdejen med spegeskinke lidt længere end dit roastbeef-stykke er både i længden og bredden.

(Frys straks overskydende skinke. Det smager virkelig godt ovenpå hjemmelavet pizza.)

Smør champignonblandingen ud på spegeskinken/butterdejen ca. en centimeter bredere end dit roastbeefstykke er langt.

Læg roastbeefstykket ovenpå butterdejs-/champignonlaget. Rul butterdejen stramt sammen om roastbeefen. Rul enderne lidt op og tryk dem sammen, så eventuel saft ikke løber ud under stegningen.

Rul plastikfilmen om det, der nu er din butterdejs-/roastbeef-pølse og stram i enderne, så din Beef Wellington får en fin og ensartet form.

Sæt “pølsen” i køleskabet, imens ovnen varmer op til 200 grader.

Tag Beef Wellington-pølsen ud af køleskabet. Befri den for husholdningsfilmen. Pensl din Beef Wellington med æg. Tegn evt. mønstre i overfladen – dog uden at prikke hul ind til selve stegen. Du kan evt. bruge bagsiden af en kniv. Sæt den på et stykke bagepapir i et ikke alt for tykbundet ildfast fad.

Bages midt i ovnen i 30 – 35 minutter ved 200 grader.

Skal hvile udenfor ovnen i mindst 15 minutter, inden den skæres ud i tynde skiver med en meget skarp kniv.

Serveres med det, du har lyst til. Men passer bedst f.eks. med brun sovs og hasselback kartofler og en lidt grov salat – f.eks. med broccoli og rosiner.

Hvis du starter dine hasselbalck kartofler 40 minutter inden, du putter Beef Wellingtonen i ovnen, kan du køre på samme ovnvarme.

Indkøbsliste:

En lille roastbeef (ca. 50 kr.)
En pakke champignoner (ca. 16 kr.)
Spegeskinke (ca. 15 kr.)
Butterdej (Ca. 15 kr.)
Kartofler (til flere dage) (ca. 10 kr.)

Tidsforbrug:

I alt cirka 2 timer (inklusiv tilberedning og meget langsom skrælning af kartofler)

Redskabsforbrug:

En kartoffelskræller
En food processor (kan udelades)
En meget skarp ordentlig køkkenkniv
En pande
Et lille ildfast fad eller bradepande
Bageplade til kartoflerne