Saftig chokoladekage med rødbede og uden mælk og smør

Den her chokoladekage holder sig saftig i flere dage. Det skyldes, der er rødbede i. Der ud over er den vanvittigt nem at lave.

Man kan spise chokoladekagen som den er. Men den fungerer også rigtig godt som lagkagebund: Kagen er let og saftig, men fordi der er rødbede i, er den også stærk og smuldrer ikke, når man skal bruge den mellem forskellige slags fyld. På billedet her, er der lagt abrikosmarmelade og flødeskum på – og drysset med spiseligt guldpulver. Men kagen er lige så lækker uden tilbehør.

En kage i den her størrelse er perfekt for en voksen med et barn – eller hvis man har en god ven på besøg og gerne vil servere noget lækkert – uden at sidde tilbage bagefter med en masse resterende kage, som man så selvfølgelig selv kommer til at spise alt for meget af.

Det her skal du bruge:

1 æg
85 gram kogt rødbede
1 teskefuld vaniljesukker
100 gram sukker
85 milliliter smagsneutral, vegetabilsk olie (f.eks. solsikkekerneolie)
75 gram hvedemel
0,5 teskefuld natron
Et drys salt (cirka en sjettedel teskefuld)
2 spiseskefulde kakaopulver med top

Sådan her gør du:

Kog rødbeden meget mør med skræl på i 12 -15 minutter
Tænd ovnen på 180 grader
Skræl rødbeden
Blend alle ingredienser undtagen æg
Slå ægget ud i en stor skål
Hæld den grundigt blendede kagemasse over i ægget
Pisk grundigt sammen
Hæld dejen i en form
Bag med varmluft i 20 -30 minutter (alt afhængig af hvilken form du bruger)

Kagen er færdig, når der ikke sidder noget dej fast på en træ-tandstikker, når du stikker ned i den.

Vedrørende kogning af rødbeden:

Kog rødbederne med skræl på i 12 – 15 minutter afhængig af størrelse og friskhed.

Rødbeden er klar til kagen, når du nemt kan stikke en kniv igennem dem. De skal altså være godt møre. Hvis ikke rødbederne er kogt nok, bliver kagen ikke svampet.

Hæld koldt vand over rødbederne, straks de er færdige, så er skrællen nem at få af. Skræl (eller smut) rødbederne, før du vejer dem af og blender dem med i dejen.

– Hvis ikke du har en blender, skal du mose rødbeden så fint, at den kan køres igennem en si.

Den her portion passer til to – tre personer (en voksen og to børn).

Forslag til lagkager med chokoladekagen som bund:

* Flæk kagen og læg et lag abrikosmarmelade imellem lagene. Hæld en glasur af kakao/flormelis over i et tyndt lag.

* Bland marmelade i flødeskum og læg det i et lag mellem chokoladebundene. Pynt med “ren” flødeskum og friske bær – eller marmeladesplatter.

Rødbede- og gulerodssalat med mørbrad og brun sovs

Som det nok vil fremgå, kan jeg godt lide mad. Jeg er også for glad for at spise – så meget, at jeg ofte får lavet god mad for ofte.

Derfor er jeg nødt til at holde mit fødeindtag nede og især styre udenom pasta, ris, kartofler og hvidt brød. Men det gør nu heller ikke så meget, for det kan sagtens blive en vildt lækker middag for en enkelt ud af det alligevel.

Som tidligere beskrevet fryser jeg kød i mindre portioner for, at de større portioner, man er nødt til at købe, ikke går til spilde. Ofte er man måske også tilbøjelig til at komme mere kød i en ret, end den egentlig behøver, fordi man ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med overskydende fersk kød.

Konkret havde jeg noget mørbrad tilbage fra en aften, vi havde gæster ovre til mørbradgryde. Men altså: Jeg tøede i løbet af nogle minutter mørbradbøfferne op i koldt vand (i plastikposen selvfølgelig).

Der ud over havde jeg et par gulerødder og nogle rødbeder, som jeg har brugt til at bage lyserøde boller og til at lave presset juice af.

Ud af det lavede jeg en salat med rødbede og gulerod, som smager utroligt godt med alt lidt kraftigt kød (okse, svin, lam) og en god, robust sovs.

Jeg skræller rødbede og gulerod (så meget, man kan spise – men der skal cirka være lige meget af hver) og skræller lange, tykke flager af. Det blander jeg sammen lige inden servering (ellers tager gulerødderne bare for megen farve af rødbeden).

Det vigtige med rødbede- og gulerodssalaten er, at man serverer en god, smagfuld sovs til. Ellers smager det ærlig talt ikke af alverden.

Med hensyn til fløde er jeg blevet træt af altid at brænde inde med overskydende piskefløde. På gode dag får jeg frosset overskydende fløde i isterningebakker. Men for tiden har flødeskum på spraydåse stående i køleskabet. Det ér pisket og holder længere tid end fersk fløde, og det kan både bruges til desserter og i det salte køkken – som her i en sovs.

Her er,  hvad du skal bruge:

Svinemørbrad skåret i cirka to centimeter tykke skiver
Fedtstof til stegning
Et lille, finthakket løg
En halv svinebouillonterning
En deciliter fløde fra flødeskum på dåse/sprayflaske
En halv deciliter vand
Frisk timian svarende til en kvart teskefuld tørret timian
Salt og peber

Til salaten:

Rå rødbede
Rå gulerod

Sådan gør du:

Skræl gulerod og rødbede. Skræl tykke skiver “på den lange ende” af dem (i hver sin tallerken, så rødbeden ikke står og smitter af på guleroden).

Varm fedtstof på en pande. Brun mørbraden godt på begge sider. Tilsæt løget. Steg til mørbraden er fast, når du trykker på den.

Tag mørbraden op på en tallerken, som du dækker med en anden tallerken (for at holde den varm).

Put vand i panden, ned til løget. Tilsæt bouillonterningen. Rør rundt indtil bouillonterningen er helt opløst. Tilsæt timian. Rør rundt et minut. Tilsæt flødeskummet. Rør rundt. Tilsæt madkulør efter behag. Smag til med salt og peber. Put mørbraden oven i sovsen for at få varmen lidt igen.

På din tallerken blander du nu rødbede og gulerod. Tag mørbraden op og anret på rødbede/gulerodssalaten. Hæld rigelig med sovs over mørbraden og noget af salaten.

Spis!