Pasta med røget laks i flødesovs

Den her ret er super nem og velsmagende. Der er kun tre  grundingredienser: Røget laks, piskefløde og forårsløg.

Er man i det luksuriøse hjørne, kan man tilføje et bundt grønne asparges i skiver og et drys safran-tråde.

Den her ret er opstået ved, at jeg ofte står med en rest røget laks.

Røget laks smager af meget. Derfor er det en god ingrediens i andre retter, selvom man typisk spiser det koldt på brød eller i salater.

Til denne ret behøver man derfor ikke ret meget laks for at få det til at smage igennem i retten. Også fordi fløde er en meget blid og modtagelig ingrediens, som bærer smagene med videre ud i retten. Mums.

Dybest set skal man bare koge så meget pasta, som man kan spise. Hvis du bruger fris pasta, går det virkelig hurtigt!

Når pastaen er kogt al dente, hælder man den til afdrypning i et dørslag, overskyller den med koldt vand (så den ikke koger videre) og stiller den til side.

Imens varmer man fløden i samme gryde, som man lige har kogte pastaen i. Når fløden næsten koger, tilsætter man den hvide del af finthakket forårsløg og lader det simre to minutter. Herefter putter man den røgede lask  og rører forsigtigt rundt et minut, så laksen deles, men ikke hakkes fuldstændig i småstykker og bliver til “laksegrød”.

Herefter hældes pastaen over i gryden med lakse-/flødesovsen og varmes igennem.

Serveres med den finthakkede del af forårsløget ovenpå.

Krydres med salt og peber.

Eksempel på portioner (til en person):

0,5 deciliter piskefløde
2 rensede forårsløg
50 gram røget laks
1 knivspids cayennepeber + salt og peber

* Hvis du har mod på at tilsætte safran, skal det i fløden samtidig med forårsløget.

** Hvis du har grønne asparges, skal de dampes og serveres ved siden af – det bliver lidt grød-agtigt, hvis man putter de i sovsen.

*** Hvis du synes, sovsen er for tyk, kan du tilsætte en smule vand. Prøv dig frem en spiseskefuld ad gangen. Men bemærk, at sovsen skal klistre til pastaen – ikke flyde i stride strømme ved siden af.

Rødbede- og gulerodssalat med mørbrad og brun sovs

Som det nok vil fremgå, kan jeg godt lide mad. Jeg er også for glad for at spise – så meget, at jeg ofte får lavet god mad for ofte.

Derfor er jeg nødt til at holde mit fødeindtag nede og især styre udenom pasta, ris, kartofler og hvidt brød. Men det gør nu heller ikke så meget, for det kan sagtens blive en vildt lækker middag for en enkelt ud af det alligevel.

Som tidligere beskrevet fryser jeg kød i mindre portioner for, at de større portioner, man er nødt til at købe, ikke går til spilde. Ofte er man måske også tilbøjelig til at komme mere kød i en ret, end den egentlig behøver, fordi man ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med overskydende fersk kød.

Konkret havde jeg noget mørbrad tilbage fra en aften, vi havde gæster ovre til mørbradgryde. Men altså: Jeg tøede i løbet af nogle minutter mørbradbøfferne op i koldt vand (i plastikposen selvfølgelig).

Der ud over havde jeg et par gulerødder og nogle rødbeder, som jeg har brugt til at bage lyserøde boller og til at lave presset juice af.

Ud af det lavede jeg en salat med rødbede og gulerod, som smager utroligt godt med alt lidt kraftigt kød (okse, svin, lam) og en god, robust sovs.

Jeg skræller rødbede og gulerod (så meget, man kan spise – men der skal cirka være lige meget af hver) og skræller lange, tykke flager af. Det blander jeg sammen lige inden servering (ellers tager gulerødderne bare for megen farve af rødbeden).

Det vigtige med rødbede- og gulerodssalaten er, at man serverer en god, smagfuld sovs til. Ellers smager det ærlig talt ikke af alverden.

Med hensyn til fløde er jeg blevet træt af altid at brænde inde med overskydende piskefløde. På gode dag får jeg frosset overskydende fløde i isterningebakker. Men for tiden har flødeskum på spraydåse stående i køleskabet. Det ér pisket og holder længere tid end fersk fløde, og det kan både bruges til desserter og i det salte køkken – som her i en sovs.

Her er,  hvad du skal bruge:

Svinemørbrad skåret i cirka to centimeter tykke skiver
Fedtstof til stegning
Et lille, finthakket løg
En halv svinebouillonterning
En deciliter fløde fra flødeskum på dåse/sprayflaske
En halv deciliter vand
Frisk timian svarende til en kvart teskefuld tørret timian
Salt og peber

Til salaten:

Rå rødbede
Rå gulerod

Sådan gør du:

Skræl gulerod og rødbede. Skræl tykke skiver “på den lange ende” af dem (i hver sin tallerken, så rødbeden ikke står og smitter af på guleroden).

Varm fedtstof på en pande. Brun mørbraden godt på begge sider. Tilsæt løget. Steg til mørbraden er fast, når du trykker på den.

Tag mørbraden op på en tallerken, som du dækker med en anden tallerken (for at holde den varm).

Put vand i panden, ned til løget. Tilsæt bouillonterningen. Rør rundt indtil bouillonterningen er helt opløst. Tilsæt timian. Rør rundt et minut. Tilsæt flødeskummet. Rør rundt. Tilsæt madkulør efter behag. Smag til med salt og peber. Put mørbraden oven i sovsen for at få varmen lidt igen.

På din tallerken blander du nu rødbede og gulerod. Tag mørbraden op og anret på rødbede/gulerodssalaten. Hæld rigelig med sovs over mørbraden og noget af salaten.

Spis!