Klassikeren kåldolmere – og frikadeller

Kåldolmere er en gammel, dansk klassiker, der alt for sjældent bliver lavet.

Jeg tror, det skyldes en fejlagtig opfattelse af, det er besværligt. Eller også kan folk ikke lide kål. Hvad ved jeg. Det er vildt ærgerligt at snyde sig selv og sin familie fra denne kostelige, robuste spise, som ikke vælter budgettet og som efter endt tilberedning faktisk heller ikke smager så kål-agtigt.

Jeg beregner en pakke hakket kalv og flæsk til farsen. Deraf tager jeg en tredjedele af den færdigrørte fars fra og steger frikadeller. De kan fryses eller bruges til næste dags madpakke.

Jeg bruger spidskål, når jeg laver kåldolmere. Spidskål er mindre end hvidkål, som retten traditionelt laves med. Spidskålsbladene er også løsere og dermed lettere at arbejde med end hvidkålsbladene. Desuden er det nemmere at få spist et spidskål end et hvidkål op.


Det her skal du bruge:

400 – 500 gram hakket kalv og flæsk (du kan også bruge ren svinefars)
1 æg
0,5 deciliter Havregryn
0,5 deciliter svinebouillon lavet af en hel terning
1 teskefuld salt
0,5 teskefuld peber
0,33 teskefuld rosmarin
Et revet løg
Et finthakket forårsløg eller en halv porre (hvis du har det)
Et spidskålshoved
Madsnor eller kødnåle (kan undværes)

Sådan her gør du:

Sæt en stor gryde med vand over.

Imens det kommer i kog, skærer du bunden af spidskålen og piller cirka 10 blade af. Pas på, de ikke brækker – du skal bruge så hele blade som muligt. Skyl bladene grundigt og sæt dem til side.

Riv løget og put det i en skål sammen med kød, løg, bouillon, æg, havregryn, krydderier plus finthakket forårsløg, hvis du har det.

Husk rosmarinen. Hvis du ikke lige har rosmarin, skal det endelig ikke afholde dig fra at lave den her ret. Men jeg synes, du skal prøve at prioritere rosmarinen i kåldolmere. Rosmarin har en lidt parfumeret, fin, urtesmag, som spiller utroligt godt med sødmen i svinekødet. Rosmarinen er også med til at mildne smagen af kål, så der kommer en smagsmæssig bro mellem kødet og kålen, der er meget lækker.

Pisk (gerne med en elpisker) eller rør farsen så lang tid du orker. Al rørt fars bliver godt af at blive rørt længe. Rør i hvert fald, indtil vandet i gryden spilkoger.

Når vandet koger, putter du to spidskålsblade i vandet ad gangen. Kog dem cirka 40 sekunder eller indtil de er halvbløde. De må endelig ikke blive helt bløde og slatne. Men de skal være så bløde, de kan foldes uden at knække.

Lad de kogte spidskålsblade dryppe af i et dørslag, imens du koger alle bladene.

Når du har kogt alle bladene, sætter du en pande over på blusset (husk at bruge samme blus, så du ikke spilder noget varme). Hæld en halv deciliter solsikkeolie i og skru op på maks, hvis du har skruet ned under kogningen af kålbladene.

Læg et spidskålsblad ud på et skærebræt (eller på bordet). Put cirka halvanden deciliter kødfars midt på spidskålsbladet formet lidt aflangt. Fold nu kålen rundt om kødet, så det er helt pakket ind.

Gør dette med 2/3 af farsen (husk, resten skal jo buges til frikadeller). Jeg fik fire kåldolmere ud af dagens portion, men det kunne godt have været fem.

Hvis du har nogen kogte kålblade til overs, kan du pakke hver kåldolmer ind i endnu et blad kål. To lag kål giver en endnu mere mættende spiseoplevelse. Slutteligt binder du noget kødsnor om hver kåldolmer, som var det en lille gave.

Steg kåldolmerne på panden på begge sider, så de bliver brune. Put dem derefter i et ildfast fad og ind i ovnen. I alt skal de bage cirka 20 minutter. Efter 10 minutter, hælder du en deciliter vand eller svinebouillon ved dem, så de ikke bliver tørre.

Husk at sætte ris, kartofler eller pasta over, straks du har puttet kåldolmerne i ovnen. Så passer det med, det hele er færdig samtidig.

Af den resterende tredjedel fars, former du frikadeller. Steg dem med det samme i samme pande, som du netop har stegt kåldomerne i. De er færdige, når de er faste, når du trykker på dem.

Efter 20 minutter i ovnen, trykker du let på kåldolmerne. Hvis kødet indeni er fast, er de færdige. Saften, der siver ud af dem, skal være gennemsigtigt.

Hold kåldolmerne varme indtil servering. Traditionelt serveres de som bekendt med kogte kartofler og brun sovs. Men jeg gad ikke lige skrælle kartofler i dag. Så vi fik ris og sovs lavet af kåldolmer-skyen til.

Måske jeg får skrællet kartofler, når vi skal have frikadellerne, som jeg nemt vil kunne tage op af fryseren og servere en dag, jeg er for træt til at stå i køkkenet.

Den resterende spidskål kan du bruge til en dejligt mættende thai-inspireret grundopskrift. Eller stuvet til frikadellerne.

Hummus – god, billig og sund

Det er ikke en formue, hummus koster i dagligvarebutikkerne. Men hvorfor købe det, når du enormt nemt kan lave din egen sundere og endnu mere lækre hummus langt billigere?

Desuden er der en stor tilfredsstillelse i at vide, hvad der rent faktisk er i ens mad.

Det er for eksempel min klare fornemmelse, at megen af den humus, jeg igennem tiden har købt, har været lavet med olier af ringere standard, end jeg ellers normalt ville vælge. Jeg kan også se på indholdsfortegnelsen, der er meget mere olie i købe-hummus, end jeg mener, der behøver at være. Hvis jeg skal være tyk, skal det være fordi jeg har mæsket mig i chokoladekage, ikke fordi der er unødvendige, skjulte fedtstoffer i min hummus.

Det centrale i humus er kogte kikærter. De kan købes for en femmer per dåse. Du kan selvfølgelig også selv koge dine kikærter.

Før jeg ligesom kom i gang med at koge egne kikærter, gjorde jeg mit til det globale madspild. For de tørrede kikærter, jeg købte, lå så længe inde i køkkenskabet, de nærmest blev til små fossiler. Men det er nemt og herligt billigt at koge kikærter selv.

Den eneste hage ved at koge kikærter selv er, at de skal stå i blød mindst 12 timer (maksimalt 24 timer) i rigeligt vand. Derefter koges de i frisk vand i 45 minutter med en bouillonterning efter eget valg. Man bør ikke koge kikærter mere en 45 – 50 minutter, da de så bliver vandede i smagen og mister deres karakter, synes jeg. Efter kogningen sies kikærterne i et dørslag, overhældes med koldt vand, og så er de ellers klar til brug.

Fordi jeg nogle gange efter pludselig indskydelse får lyst til at lave hummus, har jeg altid selv en dåse færdigkogte kikærter stående. Det er lidt træls at måtte vente 12 timer, hvis inspirationen pludselig er over en. Og værre er det altså heller ikke i mine øjne at gøre brug af konserves.

Man kan få gode, økologiske dåsekikærter, hvis øko er vigtigt for en. De koster dog noget mere end de billigste dåsekikærter. Faktisk lige så meget som en hel pose tørrede kikærter. Men hvis du ved, du kun en sjælden gang i mellem bruger kikærter, skal du da bare gøre det nemt for dig selv og købe en dåse.

Afgørende ingrediens i hummus: Tahin!

Noget andet, der dog stadig går til spilde for mig, hvis jeg køber et helt glas – og som er meget vigtigt, når man laver hummus – er tahin.

Tahin er en olieret pasta af ristede, malede sesamfrø tilsat olie og lidt salt.

Et glas hæderlig tahin koster omkring de 30 kroner. Og til en portion hummus (lavet af en dåse kikærter) skal der ikke bruges mere end en til tre spiseskefulde. Når jeg køber et helt glas tahin, ender det stadig med at være spild af mad. For jeg når aldrig at få tahinen spist, før det når at blive harskt.

Derfor er jeg begyndt at lave min egen tahin, som du kan finde opskriften på her. Det smager rigtig godt og er endog særdeles fornuftigt prismæssigt.

Men tilbage til hummussen.

Jeg synes, at hummus er pålæg. Men det er også godt som dip til dit og dat – for eksempel grøntsagsstænger, arabisk brød, ristede rugbrødshapsere. Det er også en klassiker i pitabrød.

Det er klart, at der er næsten lige så mange måder at lave hummus på, som der er at lave frikadeller på. Ja, faktisk sikkert flere, da hummus, der oprindeligt må siges at være en klassisk, mellemøstlig ret, nærmest spises verden over.

Opskrift på hjemelavet Hummus

Det skal du bruge:

En dåse kogte kikærter (240 gram kogte kikærter)
Tahin af 30 gram sesamfrø (cirka to spiseskefulde)
To fed hvidløg
Saften af en halv til en hel citron (start med saften fra en halv og tilsæt mere til sidst, hvis du synes)
En deciliter god olivenolie
En spiseskefuld spidskommen
En halv teskefuld cayennepeber
En kvart teskefuld salt – eventuelt mere (smag dig frem drys for drys)
Et drys sort peber
En halv deciliter koldt vand (mere, hvis du vil have hummussen tyndere og mere luftig)
Sådan gør du:

Skyl kikærterne grundigt i koldt vand. Lad dem dryppe lidt af i en si eller et dørslag.

Put alle ingredienser undtagen vandet i en food processor, blender stavblenderglas eller hvad du har til at blende. En stavblender er typisk nok.

Blend til massen er så glat som du ønsker det. Jeg kan bedst lide min hummus helt glat, det vil sige uden klumper.

Hæld langsomt vandet i kikærtemosen, imens du blender, indtil du synes, hummussen er så tynd som du ønsker den.

Hvis du synes, hummussen stadig ikke er tynd nok, kan du tilsætte en spiseskefuld koldt vand ad gangen, imens du blender, indtil du synes, humussen er lind nok. Vandet er også det, der gør hummussen luftig. Men alt selvfølgelig med måde.

Smag på hummussen. Tilsæt mere krydderi efter smag og behag. Hvis du synes, der mangler noget, er det typisk fordi, du skal putte mere spidskommen i.

Bemærk, at hummus virkelig sætter sig i smagen efter nogle timer. Så hvis du synes, den smager af for lidt, så pas på med at gå helt amok med krydderidåserne: Smagene finder takten efter nogen tid. Så smag eventuelt til igen efter et par timer i køleskabet.

Hjemmelavet tahin

Jeg har tidligere skrevet opskriften til Himmerigsmundfuld på rugbrødsrest. Det er en mad med hummus, sumak, pesto og æble.

Det er en snackagtig mellemmad, man hurtigt kan få spist en del af. Den smager simpelthen forrygende.

Men hvor er det dog dyrt at købe hummus. Især i forhold til, hvad det koster at lave selv. Derfor er jeg begyndt at lave det selv. Opskriften kan du finde her.

Ud over kikærter er en meget vigtig ingrediens i hummus tahin. Tahin er en pasta af knuste, ristede sesamfrø tilsat olie og eventuelt lidt salt.

Man kan købe et helt glas tahin for cirka 20 – 30 kroner. Men problemet med tahin er for mig, at jeg aldrig får spist et helt glas, før det bliver harsk. Dermed er det penge ud af vinduet, fyld i mit køleskab og simpelthen et irriterende spild af mad.

Derfor er jeg begyndt at lave min egen tahin, der passer til den mængde, jeg skal bruge, når jeg laver hjemmelavet hummus.

Jeg har en elektrisk kaffekværn, jeg ikke længere bruger til at male kaffebønner i. I stedet bruger jeg den til at kværne krydderier – og nu også ristede sesamfrø til hjemmelavet tahin. Du kan også bruge en morter.

Tahin smager af solskin, når det er lavet rigtigt. Det smager varmt og lidt fedt på en planteagtig, nøddeagtig måde. Hvis du forsøger at lave hummus uden tahin, bliver det ikke rigtigt. Det er tahin’en, der gør’ed.

Køb en lille pose afskallede (lysegule) sesamkerner. Det koster vel en 10’er for 100 gram. De sesamfrø, du ikke bruger til tahin, kan du drysse ovenpå bagværk som pynt og smagsgiver eller putte dem ristede i salater.

Det skal du bruge:

30 gram afskallede sesamfrø (kan købes i små poser med ned til 70 gram)
En til to spiseskefulde rapsolie eller anden smagsneutral olie
Et lille drys salt

Sådan gør du:

Vej sesamfrøene af på en vægt
Hæld dem på en tør pande
Rist sesamfrøene, indtil de er lysebrune og smager nøddeagtigt, når du knaser dem mellem tænderne
Køl sesamfrøene af på en tallerken
Mal sesamfrøene i en kaffekværn eller en morter – de bliver til en fed modellervoksagtig masse, når det er malet tilstrækkeligt
Bland de malede sesamfrø med en smule olie
Tilsæt en lille smule salt (smag dig frem, hvor du tilføjer lidt efter lidt)

Du kan roligt lave en hel pose sesamfrø på en gang og opbevare tahinen i køleskabet i et glas med tætsluttende låg. Olien i tahinen flyder ovenpå, så inden brug skal du bare huske at røre den godt sammen.

Forklaring til billedet:

Til venstre de ferske sesamfrø på panden.

Billedet midt for viser ikke-ristede sesamfrø øverst og ristede sesamfrø nederst. Hvis man har lyst kan man godt riste dem mere endnu, men det afgørende er bare, sesamfrøene smager nøddeagtigt. De må endelig ikke blive mørkebrune.

Til højre, hvordan de ristede sesamfrø ser ud, efter de er blevet malet, men før der er tilsat solsikkekerneolie og salt.

Himmerigsmundfuld på rugbrødsrest

Min søn er taget på ferie med sin far. Det gør, jeg drosler madlavningen ned til et minimum, selvom det ligger mig meget på sinde at spise godt – også når jeg kun kokkererer til en.

Jeg havde en kollega i Udenrigsministeriet, da jeg var der, som sagde det ret godt: “Jeg skal da stadig have bøf og rødvin, selvom jeg er alene.” Og det er jeg helt enig i. Man skal jo spise. Og hvis det er værd at gøre, er det værd at gøre godt, som man siger.

I dag gad jeg dog ikke rigtigt stå og jonglere med potter og pander. Jeg stod og ludede ind over køleskabslågen, imens jeg tænkte over, hvad jeg skulle finde på, uden at behøve bevæge mig ud for at købe ind.

Jeg havde en rest grøn pesto, en slat hummus, et æble og noget rugbrød, der nærmede sig sidste holdbarhedsdato.

Det fik mig til at tænke på en skøn mad, jeg fik på en københavnsk cafe tidligere på ugen. Maden er ikke sådan lige til at genskabe, men det, jeg fik sjusset mig frem til, var intet mindre end en himmerigsmundfuld:

Ristet rugbrød med hummus, pesto, æble og sumak

Det her skal du bruge:

En skive rugbrød
Hummus efter behag (den på billedet er med chili – derfor er den lyserød)
Grøn pesto med basilikum
Æbler i små tern
Masser af sumak (det vil sige cirka en kvart teskefuld – mere hvis du har lyst)
Eventuelt tre til fire meget tynde strimler frisk chili

Sådan gør du:

Rist rugbrødet sprødt i en brødrister
Smør hummus på brødet (gerne mens det endnu er lunt)
Drys godt med sumak på
Dryp rigeligt med grøn pesto hen over maden
Drys med rigeligt med æblefirkanter (et halvt æble per skive rugbrød)

Der er en del protein i kikærterne, der danner grundlaget for hummus. Derfor er denne mad rigtig mættende.

Om sumak

Sumak er et krydderi, man faktisk ofte ser drysset ud over netop hummus på madsteder, der serverer mellemøstlige retter. Sumak er egentlig nogle små røde bær. Men når man køber det, kommer det som et groftmalet pulver.

Sumak smager af citrus, men uden den bitterhed, der kan være i citrusfrugter. Desuden er sumak tørt, hvilket gør det nemt at arbejde med – det ændrer ikke konsistensen på det, man serverer. Citronsaft for eksempel kan få ting til at blive sjaskede og skille. Det sker ikke med sumak.

Jeg er helt vild med sumak. Ud over jeg synes, det smager skønt, er det også flot i farven. Det er dybrødt (se fotografiet til højre i billedfrisen). Før jeg lærte sumak at kende, dryssede jeg altid paprika over tingene, når jeg skulle pynte hummus og andre mellemøstligt inspirerede retter. Det var, hvad jeg syntes mest lignede det, de brugte på shawarmabarerne. Men sumak smager komplet anderledes end paprika og er flottere rødt i farven.

Jeg har læst flere steder, at romerne brugte sumak til at tilføre deres mad samme syrlighed, som vi i dag bruger eddike eller citron til at få frem i maden. Det skal nok passe, for planten vokser i hele middelhavsområdet. Snarere end citron, synes jeg dog, at sumaks syrlighed minder mere om den, man kan sanse, når man sætter tænderne i et saftigt og friskt, syrligt, grønt æble.

Hvis ikke, du kender sumak, vil jeg opfordre til, du køber en pose og prøver at drysse lidt på din hummus, salat, fisk eller kylling. Man kan få det hos grønthandlere, hvor det koster 12 – 20 kroner for en pose. Så hvad har du at miste ved at prøve?

Sumak passer særligt godt i al mellemøstlig mad og altså i salater, på fisk og kylling. Der er noget, med den måde, sumak er syrligt på, der gør, det fungerer rigtig fint med ting, der har en cremet konsistens. Det kan være hummus eller bare yoghurt, man serverer til retter fra det salte køkken.

Øvrige anvendelser af mellemmaden

Jeg ser egentlig intet til hinder for, man kunne servere den her rugbrødsmad som forret:

Man kunne måske stikke små runde stykker rugbrød ud og så lægge en lidt mindre, tynd skive æble ovenpå (plus selvfølgelig hummus, pesto og sumak). Det tror jeg faktisk, kunne være ret lækkert.

Det kunne også være en herligt usnobbet lille pindemad.

Kartofler og rabarber på altanen

Forrige år fik jeg den ide at dyrke kartofler på min altan.

Det kom sig af, en pose kartofler, jeg havde i køleskabet, var begyndt at spire.  Jeg tænkte, “hold da op. Hvis de kan spire i mørket og kulden i mit køleskab, må de da også kunne spire ude på altanen.”

Og ganske rigtigt: efter nogle måneder i en spand jord ude på altanen kunne min søn og jeg spise nye kartofler, vi selv havde dyrket.

Sidste år tænkte jeg så, at nu skulle det være rigtig fint. Så jeg tog i en planteskole langt udenfor byen for at købe rigtige læggekartofler og kartoffelspande.

Men de kartofler, jeg havde købt og plantet efter alle anvisninger, jeg kunne finde på nettet og i bøger, blev ikke til det helt store. Jeg gjorde nøjagtigt det samme som året før, men selvom jeg brugte 100 kroner på tre forskellige sorter rigtige læggekartofler, fik vi ikke flere nye kartofler ud af det, end da vi bare plantede nogle kartofler, der var spiret i vores køleskab.

I år har jeg derfor bestemt mig for, vi kører med de kartofler, der alligevel er spiret i køleskabet. Det er tilfredsstillende at få gjort brug af de spirede knolde, og hvis de ikke rigtig bliver til noget, så har vi ikke brugt ekstra penge på projektet, men blot eksperimenteret med noget, vi alligevel havde i huset.

Man kan købe kartoffelspande, som er beregnet på at plante kartofler i. De kan genbruges år efter år, hvis man har plads til at opmagasinere dem vinteren over.

Jeg synes ikke, det er nødvendigt at bruge penge på kartoffelspande. Jeg har i stedet fundet en aflagt gulvspand og en kasseret skraldespand nede i vores storskraldsrum. Jeg har plantet rabarber i gulvspanden og kartofler i skraldespanden.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge i stedet for at købe helt nye plastikspande. Desuden har det sparet mig penge.

Før jeg plantede i de aflagte plastikspande, borer jeg huller i bunden af dem. Det er for at skabe dræn, så overskydende vand kan løbe ud. Det er vigtigt at skabe dræn, da du ellers risikerer, at kartoflerne (eller hvad du nu planter) rådner.

Jeg har boret hullerne med en boremaskine, men det er også fint at lave huller ved hjælp af et tykt søm. Så skal du bare lave en del huller.

Rabarber

Forrige år fandt jeg også ud af, at rabarber er egnede til bylivet.

Jeg havde købt en rabarber (i en Bilka, tror jeg, det var), som gav cirka seks stængler i løbet af sommeren. Det var fint nok, men ikke noget særligt. Så jeg glemte faktisk alt om rabarberplanten.

Da vinteren kom, lod jeg bare potten med rabarber være ude på min altan og tænkte ikke nærmere over det. Så da det blev forår sidste år, blev jeg glædeligt overrasket over at se, at rabarberen – selvom jeg intet havde gjort for at pleje den – spirede lystigt igen.

Derfor købte jeg tre små nye rabarberplanter. Jeg så dem i Silvan, hvor de kostede 20 kroner. Jeg tænkte, at hvis de blev til noget, var det fint. Hvis ikke, så havde det ikke ruineret mig.

I år er begge kuld rabarberplanter skudt fint op igen. Jeg blander mig ikke i, hvad rabarberen laver ude på altanen – det styrer den helt fint selv.

Men jeg ved, at til sommer, vil begge rabarber-kolonier have flotte, syrligt-søde, røde stængler, vi kan lave rabarbercrumble af og sidde og spise i sommersolen. Det er herligt at tænke fremad på. Og vi behøver ikke røre en finger – rabarberen vokser virkelig godt til, uden at skulle nusses og nurses (jeg vander den kun, hvis der kommer hedebølge).

Her er, hvad du skal bruge til kartofler:

En spand eller anden plastik-beholder, der er mindst 30 centimeter høj.
Nogle spirede kartofler
Noget jord fra en hvilken som helst dagligvarebutik

I bunden lægger du cirka fem centimeter jord. Du kan for tiden købe muld i mange dagligvarebutikker – bare tag den billigste. Så lægger du tre til fire spirede kartofler i (spirerne skal vende opad) og dækker til med 10 til 20 centimeter jord. Du skal ikke trykke jorden ned – vand lidt og vand jævnligt sommeren over.


Her er, hvad du skal bruge til rabarber:

En større plastikbeholder – f.eks. en aflagt gulvspand
En eller flere rabarberplanter (kan f.eks. fås i Silvan)
Noget jord fra en hvilken som helst dagligvarebutik

Frosne rester = hjemmelavede færdigretter

En af de helt store udfordringer, når man står i spidsen for en husstand med en til halvanden, er, at de fleste madvarer kun kan indkøbes i større mængder.

Selv standartvægten på 500 gram hakket kød er for megen til halvanden person. 250 gram kød til halvanden person er efter min erfaring nok. Hvis man spiser det hele, bare fordi det er der, bliver man over tid overvægtig.

Det, der typisk sker, hvis man for eksempel køber et helt kilo hakket oksekød på tilbud, er så bare, at man må spise retter med for eksempel hakket oksekød mange dage i træk. Det er lidt kedeligt. At spise noget forskelligt hver anden dag kan oppe ens hverdagslivskvalitet markant.

En af de ting, der gør, at vi spiser meget varieret, er, at jeg rent faktisk får frosset kød og færdig mad (rester), der er til overs.

Frosne rester = hjemmelavede færdigretter

Hvad angår frysning af rester, så lyder det så uendeligt kedeligt, når man lige læser det. Men det er bestemt ikke kedeligt at kunne tage en frysepose med hjemmelavede kødboller ud af fryseren til sin hjemmelavede tomatsuppe. Lasagne er også en skønt fryseegnet ret. Det tager tid at lave lasagne, og derfor er det lækkert at kunne servere det efter en opvarmning i ovnen eller mikrobølgeovnen.

Da jeg arbejdede i et større shippingkonglomerat, havde jeg ofte ikke mulighed for at komme hjem tidligt nok til at kunne nå at lave varm mad. Derfor var det en stor hjælp til mig selv, at jeg kunne tage veltillavede, hjemmelavede færdigretter ud af fryseren og servere for mig og min søn, inden han skulle puttes og i seng. Det er centralt i vores hjem, at man spiser varm, hjemmelavet mad hver aften. Men nogle gange har det altså været i fryseren inden.

Frysning af fersk kød

På dage, hvor det regner, man er træt eller bare ikke orker at face verden som den nu materialiserer sig i køen i en dagligvarebutik, er det virkelig en lettelse bare kunne åbne fryseren og tage noget kød ud, som man har frosset i mindre portioner, så de passer i mængden til en person.

Det gode ved portionsfrysning af fersk kød er også, at det langt hurtigere tør op, når der er tale om mindre portioner. Det vil sige, man ikke behøver tænke særligt langt frem og for eksempel tage kød ud af fryseren om morgenen, inden man tager hjemmefra. Hvis man er flere, der skal bespises, så – tadaaah – tager man bare flere portioner ud.

Skriv på frostposen, hvad der er i
For mig er kunsten at få skrevet på poserne, hvad der er i. Jeg kan selvfølgelig godt kende forskel på hakket oksekød og hakket kalv og flæsk, når jeg lægger det ind i fryseren. Men det kan jeg altså ikke altid, når først varen er frossen og jeg i mellemtiden har tænkt på og lavet en masse andre ting. Derfor: Husk at skrive på, hvad der er i fryseposen.

Klip overskydende plastik af frostposen
Noget andet, der også nemmer overblikket over, hvad man har i fryseren, er at klippe den overskydende plastik af fryseposen. Den tut, der kommer efter knuden, den skal fjernes. Dermed optager tingene også mindre plads i fryseren.

Bank kødet fladt, inden du fryser det
Når du fryser madvarer ned, kan du med held banke hakkekød fladt. Det gør det nemmere at stable i fryseren. Men endnu vigtigere, så gør det det også hurtigere at tø op, når det skal bruges.

Skriv dato for indfrysning på posen
Når der er gået nogle dage, kan man ikke huske, hvor længe de forskellige ting har ligget i fryseren. Derfor skal man selvfølgelig skrive dato for nedfrysning på posen.

Vigtigst er dog, at man sørger for at få brugt de ting, man har i sin fryser. Det kan man gøre ved at træffe en beslutning om, man ikke køber nyt af en bestemt type kød, før man er færdig med alt det af samme type, man har i fryseren.

Opskrift: Chokoladekage uden mælk og æg

Alle børn synes at elske chokoladekage. Men det er desværre ikke alle børn, der kan tåle mælk og/eller æg.

Derfor var jeg super glad, da jeg fandt den her opskrift på en chokoladekage, alle – også folk uden allergi – synes om. Der er et barn i min søns klasse, som ikke kan tåle mælkeprodukter, og jeg synes ikke, det er ordentligt hyggeligt at komme med kage, hvis alle ikke kan få sig et stykke.

Kagen er virkelig nem at lave og dejligt svampet. Den er i sig selv ikke så sød, så derfor er det vigtigt at putte glasur ovenpå. Synes jeg. Men prøv dig frem. Måske du synes, at kagen er helt fin uden sukker på toppen.

Det skal du bruge af redskaber:

Et målebæger
En røreskål
Et piskeris – men en grydeske er faktisk nok
En si
En vægt
En muffinform
Papirsmuffinforme 10 styk

Et glas eller en kop til at røre glasur ud i

Det skal du bruge af ingredienser:

170 gram Hvedemel
200 gram sukker
En lille teskefuld natron (0,875 tsk. for at være mere præcis)
En knivspids salt
2,25 deciliter vand
0,5 deciliter smagsneutral olie, vegetabilsk, nøddefri olie (for eksempel solsikkeolie)
0,75 spiseskefuld almindelig husholdningseddike
1 teskefuld vaniljesukker

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180 grader.

Put papirsmuffinforme i muffinpladen.

Sigt de tørre ingredienser (hvedemel, sukker, natron, kakao, vaniljesukker og salt) sammen i skålen.

Bland de våde ingredienser (vand, olie, husholdningseddike) i målebægeret.

Hæld de våde ingredienser over i skålen med de tørre ingredienser. Pisk, indtil dejen er glat og uden klumper. Dejen virker meget tynd, men det skal den være.

Fordel i muffinformene, så de mindst er lidt mere end halvfulde.

Tjek muffinsne efter 15 minutter. De er færdige, når de er faste, når man trykker på dem. Du kan også stikke i dem med en træ-tandstikker: Når de er færdige, hænger der ikke nogen dej fast på tandstikkeren, når du trækker den op.

Køl muffinsne af i formen på en rist.

Rør en glasur af en deciliter flormelis og vand, som du tilfører spiseskefuld for spiseskefuld, indtil glasuren er flydende nok til, du kan smøre den på muffinsne.

Kan holde cirka to dage i en plastikpose. Men du kan nok ikke holde dig fra dem så længe…

Opskrift: Beef Wellington for to

Beef Wellington er en britisk hofret. I hvert fald kan man finde adskillige britiske tv-kokke, der brillerer med hver deres udgave af den lækre spise, der serveres ved finere lejligheder – f.eks. i juledagene.

Beef Wellington er et skært stykke oksekød bagt indeni butterdej. Det smager mildest talt guddommeligt, når det er lavet rigtigt. Kødet indeni skal være rødmende, mørt og saftigt, imens butterdejen skal være gylden og knasende. Mums! Og det er faktisk ikke særlig svært.

Normalt bruger man oksemørbrad til Beef Wellington. Men det er en af de aller dyreste udskæringer, der findes! Det er også typisk et meget stort stykke kød, når man skal købe det.

Jeg har derfor fundet ud af, at man snildt kan lave en Beef Wellington med en halv roastbeef.

I min lokale butik hænder det, at der er tilbud på en roastbeef. Forleden fik jeg en for 50 kroner. Det er selvfølgelig ikke super billigt, men der er meget godt og regulært kød i sådan en roastbeef.

Den ene halvdel af roastbeefen fryser jeg ned i afbrunet tilstand og bruger den ved senere lejlighed enten som kød-indholdet i en wok-ret eller som oksekødet i en god, gedigen gang biksemad.

Men her er min opskrift på Beef Wellington for to:

Skær din lille roastbeef over. Put med det samme den ene halvdel i fryseren, så er den af vejen og klar til en anden god gang.

Krydder din halve roastbeef godt med salt og peber.

Brun den grundigt på alle sider i olie – også endestykkerne. Det er vigtigt, fordi bruningen gør, at kødsaften ikke siver ud af kødet under den videre tilberedning.

Pensel Roastbeefen med dijonsennep. Pak roastbeefen ind i stanniol og stil den til side.

Rens og hak en pakke champignoner meget fint (gerne i en minihakker eller food processor). Hak lidt waldnødder med, hvis du har det. Men lad være med at løbe ud og købe dem, hvis ikke, du har dem i forvejen (nødder er dyre!).

Brun de finthakkede champignoner på en tør pande indtil de ikke afgiver mere væde. Det er vigtigt, de bliver stegt helt tørre, ellers lækker de væde ud i den butterdej, de og kødet skal pakkes ind i.

Krydder champignongerne med salt, peber og lidt rosmarin. Smag på blandingen – selvom den kun udgør en del af den samlede ret, skal champignonblandingen i sig selv smage godt.

Læg et lag husholdningsfilm ud på et skærebrædt. Fold den indkøbte butterdej ud på husholdningsfilmen. Fór butterdejen med spegeskinke lidt længere end dit roastbeef-stykke er både i længden og bredden.

(Frys straks overskydende skinke. Det smager virkelig godt ovenpå hjemmelavet pizza.)

Smør champignonblandingen ud på spegeskinken/butterdejen ca. en centimeter bredere end dit roastbeefstykke er langt.

Læg roastbeefstykket ovenpå butterdejs-/champignonlaget. Rul butterdejen stramt sammen om roastbeefen. Rul enderne lidt op og tryk dem sammen, så eventuel saft ikke løber ud under stegningen.

Rul plastikfilmen om det, der nu er din butterdejs-/roastbeef-pølse og stram i enderne, så din Beef Wellington får en fin og ensartet form.

Sæt “pølsen” i køleskabet, imens ovnen varmer op til 200 grader.

Tag Beef Wellington-pølsen ud af køleskabet. Befri den for husholdningsfilmen. Pensl din Beef Wellington med æg. Tegn evt. mønstre i overfladen – dog uden at prikke hul ind til selve stegen. Du kan evt. bruge bagsiden af en kniv. Sæt den på et stykke bagepapir i et ikke alt for tykbundet ildfast fad.

Bages midt i ovnen i 30 – 35 minutter ved 200 grader.

Skal hvile udenfor ovnen i mindst 15 minutter, inden den skæres ud i tynde skiver med en meget skarp kniv.

Serveres med det, du har lyst til. Men passer bedst f.eks. med brun sovs og hasselback kartofler og en lidt grov salat – f.eks. med broccoli og rosiner.

Hvis du starter dine hasselbalck kartofler 40 minutter inden, du putter Beef Wellingtonen i ovnen, kan du køre på samme ovnvarme.

Indkøbsliste:

En lille roastbeef (ca. 50 kr.)
En pakke champignoner (ca. 16 kr.)
Spegeskinke (ca. 15 kr.)
Butterdej (Ca. 15 kr.)
Kartofler (til flere dage) (ca. 10 kr.)

Tidsforbrug:

I alt cirka 2 timer (inklusiv tilberedning og meget langsom skrælning af kartofler)

Redskabsforbrug:

En kartoffelskræller
En food processor (kan udelades)
En meget skarp ordentlig køkkenkniv
En pande
Et lille ildfast fad eller bradepande
Bageplade til kartoflerne